Fra værdiløs kvinde til leder af hemmelig huskirke

Rania er mor i en hemmeligt kristen familie i Egypten. Hun blev kristen, da hendes søn blev helbredt efter bøn til Jesus. Som kristen har hun kæmpet sig fri af betegnelsen ’værdiløs’ og er i dag leder af en huskirke. 

33-årige Rania* fra Egypten vil blive dræbt, hvis det kommer frem, at hun er blevet kristen. Fanatikere eller endog hendes egen familie vil slå hende ihjel, hvis de ser et billede af hende online og læser, at hun har forladt islam. Derfor er hendes identitet sløret i denne artikel. 

”Men jeg ønsker at dele min historie og give et indblik i, hvordan det er at være mor i en familie, som er hemmeligt kristne,” forklarer hun. 

Rania bor med sin mand og deres børn i en primitiv landsby ikke langt fra Cairo, hvor indbyggerne er strengt rettroende muslimer. Det var Rania og hendes familie også. 

”Jeg var altid tilhyllet, hvis jeg bevægede mig uden for en dør. Alligevel var jeg konstant bange for, om min tildækkede krop ville virke forførende og dermed bringe skam over min familie. Fra jeg var helt lille, havde jeg fået at vide, at mit formål i livet var at blive gift, få børn og servicere min mand. Jeg følte ikke, at jeg havde nogen særlig værdi.” 

Mirakuløs helbredelse fik Rania på knæ 

En dag fortalte Ranias mand hende, at han var blevet kristen – hvilket hun blev vred over. 

”Jeg havde altid fået at vide, at kristne er urene, og at det er en synd at konvertere til den kristne tro,” fortæller hun. 

På et tidspunkt blev deres ældste søn alvorligt syg med høj feber, og til sidst var de bange for at miste ham. Sønnen lå i deres hjem, og Ranias mand begyndte højlydt at bede Jesus om at hjælpe sønnen. 

”Det gav jeg ikke meget for, men mens min mand bad, holdt vores søn op med at ryste, og hans temperatur blev normal. Pludselig åbnede han øjnene og sagde: ’Jeg så Jesus på korset. Han kiggede på mig og sagde: Barn, rejs dig op.’” 

Da kunne Rania ikke stå på sine ben længere. Hun faldt på knæ ved siden af sin mand og græd og takkede den Gud, hun ikke kendte. På stedet gav hun sit liv til Jesus. 

”Det kunne have været en lykkelig afslutning på min historie,” smiler hun, ”men det var på ingen måde enden. Snarere begyndelsen.” 

For hvad skulle familien nu gøre – som kristne midt i en landsby fyldt med dedikerede muslimer? 

Familien er den primære kirke 

Rania fortsatte med at være tilhyllet, når hun gik ud. Hvis familien ønskede at bevare livet, var de nødt til at skjule deres kristne tro. 

“Hvis man er en del af en hemmeligt kristen familie, er det familien, som er den primære kirke. Min mand og jeg læser Bibelen sammen og fortæller vores børn om Jesus. Vi beder også sammen. Det er en rejse, vi er på, som har bragt os tættere på hinanden. Tidligere var vi ikke særlig tætte, men vi har lært, hvad det vil sige at støtte hinanden i et ægteskab,” fortæller Rania. 

”Hvis man ikke er opvokset med islams syn på verden, tror jeg ikke, man for alvor kan forstå, hvor anderledes det kristne kvindesyn er. Helt fra jeg var barn har jeg lært ting om mig selv, som står prentet dybt i mit sind: ’Du er værdiløs. Du skal gemme dig selv væk’. Det tager tid at slippe af med sådanne tanker og følelser.” 

Rania fortæller, at hun har haft stor gavn af nogle kvindeseminarer, som Open Doors’ partnere inviterede hende med på. Heling, genoprettelse og forståelse af egen værdi, var nogle af nøgleordene på seminarerne. 

”Jeg fik hjælp til at overvinde traumerne fra min fortid, og Gud fortalte mig, at jeg er værdifuld – ja, faktisk er jeg hans højt elskede datter!” 

Hvorfor lod Gud mig ikke bare dø? 

Når en muslimsk familie bliver kristne, har det naturligvis store implikationer for børnene. Pludselig er meget af det, de tidligere har lært, set og hørt ikke længere gyldigt – nu er det en anden tro, som definerer hjemmets værdier. Det kan skabe forvirring og usikkerhed. Og er familien tilmed hemmeligt kristen, drives der en kile ind i deres identitet – for hjemme opdrages de som kristne, mens de fremstår som muslimer, når de i skole og andre steder uden for hjemmet.  

Det oplevede Ranias børn også: 

“Det knuste mit hjerte, da vores ældste søn – ham, der var blevet helbredt – en dag kom hjem fra skole og sagde: ‘Hvorfor lod Gud mig ikke bare dø? Jeg ville hellere have været død end at leve på denne måde.’” 

Sønnen fik en depression og nægtede at gå i skole. Han var bange for at begå en fejl og komme til at røbe, at han var blevet kristen. Rania og hendes mand var selv ret nye i den kristne tro og anede ikke, hvad de skulle stille op. 

”Vi søgte rådgivning hos Open Doors’ partnere, men det, som hjalp allermest, var, at vores søn blev inviteret til en lejr for kristne børn, der stod i samme situation. Han fik en masse venner og føler sig ikke længere så alene. Han er blevet glad igen og fortæller tilmed sin lillebror historier fra Bibelen,” smiler Rania. 

Jeg er en intelligent kvinde 

For nylig åbnede Rania og hendes mand deres hjem for en lille gruppe hemmeligt kristne, som læser Bibelen sammen. 

“Man kan måske kalde det en lille huskirke,” siger Rania. “Jeg er en intelligent kvinde – jeg har bare aldrig fået muligheden for at dygtiggøre mig. Men nu har Open Doors’ partnere tilbudt mig lederskabstræning, og jeg glæder mig helt vildt.” 

”I må meget gerne bede for os i forhold til denne opgave. At ændre alting ved at blive kristne var et stort skridt, men Gud har hjulpet os hele vejen. Som familie har vi besluttet, at vi ikke vil give op. Gud er god!” 

* Navnet er ændret af sikkerhedshensyn 

Bed 

  • Tak Gud for Rania, hendes mand og deres børn. 

  • Bed Gud velsigne den huskirke, som de leder. 

  • Bed for de kurser for kvinder med muslimsk baggrund, som Open Doors holder. 

Giv 

  • For 170 kroner kan en hemmeligt kristen familie få en pakke med mad og hygiejneartikler. 

  • For 350 kroner kan en hemmeligt kristen kvinde lære et håndværk, så hun kan etablere en lille virksomhed. 

Artiklen er også udgivet i vores blad i maj 2023. Læs hele bladet her.

Læs mere om forfølgelse af kristne kvinder.