Genopbygning og håb i Irak

IRAK: Islamisk Stat sendte Farah og hendes familie på flugt fra deres landsby på Ninevesletten. Men efter knap tre år blev Islamisk Stat nedkæmpet, og Farah og familien vendte tilbage for at genopbygge deres tilværelse.

Den 6. august 2014 erobrede Islamisk Stat en række landsbyer på Ninevesletten, og 70.000 blev drevet på flugt. De fleste i retning mod Erbil, som er hovedstaden i den autonome, kurdiske region i det nordøstlige Irak.

Blandt dem var Farah, hendes mand, Janan, og deres søn.

”Hele dagen kunne vi høre skud og eksplosioner,og vi var til at begynde med i tvivl om, hvorvidt vi skulle blive eller flygte. Men vi var nødt til at tage af sted,” fortæller hun.

”Jeg var bekymret for, hvad der ville ske med vores søn, Gaith. Han var kun to et halvt år gammel – hvordan ville hans fremtid komme til at se ud? Vi havde intet med os på flugten ud over nogle få nødvendigheder til Gaith.”

Smadret, men stadig smukt

Farah var 25 år, da hun og familien flygtede. "Vi troede, vi ville være tilbage efter to dage," siger hun. Men først knap tre år senere kunne de vende hjem igen.

Ødelæggelserne i landsbyen var enorme. Islamisk Stat blev fordrevet af den irakiske hær og dens allierede i oktober 2016, men de efterlod et spor af ødelæggelse efter sig. Huse blev plyndret og sat i brand, nogle kollapsede helt, og næsten hvert hjem blev beskadiget. Det gjaldt også Farahs hjem, hendes skønhedssalon samt kirken lige overfor.

”Vores kærlighed til vores landsby fik os til at vende tilbage. Vi vendte hjem i 2017 og kom til et hus, som var plyndret og ekstremt beskidt, og Islamisk Stats soldater havde skrevet slagord på væggene,” mindes hun.

”Det, som var tilbage, var ødelagt og ubrugeligt, og vi var nødt til at begynde helt forfra. Men dette er vores sted, vi blev opdraget her, vi voksede op her. Selv om det hele var smadret, var det stadig smukt i vores øjne.”

Succesfuld genåbning af salon

Efter seks ugers hårdt arbejde med renovering af huset flyttede familien tilbage. Flere velgørende organisationer, herunder Open Doors, har hjulpet kristne på Ninevesletten med at genopbygge deres huse. Open Doors alene har hjulpet med at gøre 2.229 huse beboelige igen.

Farah ønskede også at genåbne sin skønhedssalon. Hun ansøgte om et mikrolån på 5.000 dollars hos Open Doors – en låneordning, som Open Doors har haft gennem flere år. Når lånet er tilbagebetalt, gives de sidste 20 procent tilbage som en gave.

Med lånet renoverede Farah salonen og installerede nyt inventar.

"Salonen var færdig lige før juleaften i 2017. Jeg åbnede salonen uden at vide, om det ville lykkes eller ej. Men takket være Gud er jeg nu nået til et punkt, hvor jeg har været nødt til at ansætte folk til at hjælpe mig,” smiler hun.

Arbejder 16 timer i døgnet

Mange andre har gjort som Farah, og i dag er byen i fuld gang igen. Butikker, restauranter og skoler, er åbne, og overalt på gaden ser man folk, biler, motorcykler og cykler. Hist og her er der stadig nedbrændte huse, og i de gulbrune søjler ved porten til kirken, er der store skudhuller. Men alt i alt er meget, som det var før.

Det betyder dog ikke, at tilværelsen er let. Både Farah og Janan er nødt til at arbejde hårdt for at få pengene til at slå til.

"Min mand har to job. Klokken syv om morgenen begynder han på sit første arbejde – på de lokale regeringskontorer. Han har fri klokken 14.00, hvor han kommer hjem, skifter tøj og går på arbejde på en restaurant fra klokken 15.00 til omkring midnat."

Men selv om Janan arbejder 16 timer i døgnet, er det ikke nok til at betale familiens regninger. Derfor er Farah også nødt til at arbejde. Så selv om skønhedssalonen egentlig begyndte som en hobby, er indtægten herfra nu uundværlig.

Irak er mit land – her vil jeg dø

Farah er kun en af de omkring 300 irakere på Ninevesletten, der har modtaget et mikrolån for at etablere en ny eller forbedre en eksisterende virksomhed. Når der er penge på kontoen, og projektforslaget er evalueret og godkendt af Open Doors, bevilges lånene.

Farah er ivrig efter, at andre ligesom hende skal drage fordel af sådan hjælp.

"Jeg vil gerne rådgive enhver ung iværksætter, der drømmer om at etablere sin egen virksomhed, og som har et mål om at skaff e sig et levebrød på den måde,” erklærer hun og fortsætter:

”Jeg drømmer om, at Ninevesletten blomstrer igen, at alle de ødelagte huse bliver genopbygget, og at kristne og andre kan leve med sikkerhed og stabilitet. Irak er mit land. Jeg vil blive her. Jeg blev født her, og jeg vil dø her. Min kærlighed til Irak vil ikke lade mig forlade det – selv om her er mange udfordringer.”

Artiklen er også udgivet i vores blad i november 2023. Læs hele bladet her.

Læs mere om forfølgelse af kristne i Mellemøsten og Nordafrika.