Byg dig selv en celle

Introduktion

Mange forfulgte kristne oplever en særdeles tæt relation til Gud og lærer Ham at kende på en helt anden måde end os. Når man fx er tvunget til at sidde i en fængselscelle i flere år, så er det selvfølgelig ikke let, men med tiden kan det blive en glæde, for det bliver tid med Gud. Forfølgelse er i sig selv ikke godt, men det kan bringe noget godt med sig: Et simpelt liv, ingen distraktioner, men et fokus på Gud og ingen anden. Måske skulle vi også bygge os selv en ”celle” og bruge tid med Gud? Uden distraktioner. Bare Ham og dig.

Læs bibelen - Lectio Divina

Matthæusevangeliet kap. 6, vers 5-8
v5 Og når I beder, må I ikke være som hyklerne, der ynder at stå og bede i synagoger og på gadehjørner for at vise sig for mennesker. Sandelig siger jeg jer: De har fået deres løn. v6 Men når du vil bede, så gå ind i dit kammer og luk din dør og bed til din fader, som er i det skjulte. Og din fader, som ser i det skjulte, skal lønne dig. v7 Når I beder, så lad ikke munden løbe, som hedningerne gør, fordi de tror, at de bønhøres for deres mange ord. v8 Dem må I ikke ligne. Jeres fader ved, hvad I trænger til, endnu før I beder ham om det.

Udforsk

  • Hvad siger Bibelen om at gå ind i sin ”celle”?

  • Hvordan bygger du en ”celle” for dit åndelige liv - altså skaber en situation, hvor det bare er dig og Gud?

  • Hvad forhindrer dig i at gå ind i din "celle"?

  • Har du prøvet at fokusere udelukkende på Gud i længere tid? Hvordan føltes det?

Bed

BØN FOR DEN FORFULGTE KIRKE
Bed for kristne, der er forhindret i at tale om deres tro.
Bed om, at de må finde en mulighed for at tale om Jesus, og at det gode budskab om Jesus vil kunne undslippe alle restriktionerne.

BØN FOR DIG OG DIN GRUPPE
“Hellige Ånd, vi kan ikke rumme dig eller tæmme dig eller putte dig ind i en bestemt kasse. Du kan overraske os med din vildskab og uforudsiglighed. Hjælp os til at se ud over vores begrænsninger som kirkebygninger og traditioner. Hjælp os at høre dit kald og dele det gode budskab med dem, der har brug for det.”