I Guds tjeneste

Introduktion

Vi kan ofte komme med undskyldninger for ikke at blive brugt af Gud. Vi kan også opleve, at mennesker ikke synes, at vi er værd at bruge, eller at der ingen frugt er i det arbejde, vi udfører. Men her kan den forfulgte kirke hjælpe os og give os håb og tro på tjenesten for Gud. De forfulgte kristne er ikke super-kristne; de er ofte gamle, upopulære, uden midler eller særlig uddannelse. Alligevel viser de os gang på gang, at når et menneske bringer dets "fem brød og to fisk" frem for Gud, så kan Han skabe et åndeligt måltid for tusinder.

Læs bibelen - Lectio Divina

Matthæusevangeliet kap. 25, vers 14-30
v14 Det er som med en mand, der skulle rejse til udlandet og kaldte sine tjenere til sig og betroede dem sin formue; v15 én gav han fem talenter, en anden to og en tredje én, enhver efter hans evne; så rejste han. v16 Den, der havde fået de fem talenter, gik straks hen og handlede med dem og tjente fem til. v17 Ligeledes tjente han med de to talenter to til. v18 Men den, der havde fået én talent, gik hen og gravede et hul i jorden og gemte sin herres penge. v19 Lang tid efter kommer disse tjeneres herre tilbage og gør regnskab med dem. v20 Den, der havde fået de fem talenter, kom og lagde andre fem talenter på bordet og sagde: Herre, du betroede mig fem talenter; se, jeg har tjent fem talenter til. v21 Hans herre sagde til ham: Godt, du gode og tro tjener; du har været tro i det små, jeg vil betro dig meget. Gå ind til din herres glæde! v22 Også han med de to talenter kom og sagde: Herre, du betroede mig to talenter; se, jeg har tjent to talenter til. v23 Hans herre sagde til ham: Godt, du gode og tro tjener; du har været tro i det små, jeg vil betro dig meget. Gå ind til din herres glæde! v24 Så kom også han, som havde fået den ene talent, og han sagde: Herre, jeg kender dig som en hård mand, der høster, hvor du ikke har sået, og samler, hvor du ikke har spredt, v25 og af frygt for dig gik jeg hen og gemte din talent i jorden. Se, her har du, hvad dit er. v26 Men hans herre sagde til ham: Du dårlige og dovne tjener! Du vidste, at jeg høster, hvor jeg ikke har sået, og samler, hvor jeg ikke har spredt. v27 Så burde du have betroet mine penge til vekselererne, så jeg havde fået mit igen med rente, når jeg kom tilbage. v28 Tag derfor talenten fra ham og giv den til ham med de ti talenter. v29 For enhver, som har, til ham skal der gives, og han skal have overflod, men den, der ikke har, fra ham skal selv det tages, som han har. v30 Og kast den uduelige tjener ud i mørket udenfor. Dér skal der være gråd og tænderskæren.

Udforsk

  • Hvor ser du, at du kan blive brugt?

  • Hvad afholder dig fra at tjene Gud fuldt ud? Evner, tid, personlighed, lyst?

  • Oplever du nogle gange, at dit arbejde er spildt?

  • Tør du stole på Gud og på, at arbejdet vil bære frugt til rette tid?

  • Del oplevelser om sejr og nederlag i tjenesten for Gud

Bed

BØN FOR DEN FORFULGTE KIRKE
Bed om sikkerhed og beskyttelse af kristne, der lever på steder, hvor det er farligt at fortælle om deres tro.
Bed om visdom og fornemmelse for, hvornår og med hvem de skal dele evangeliet.
Bed for kristne, som må flygte; at der må blive taget hånd om dem, og at de må blive opmuntret.

BØN FOR DIG OG DIN GRUPPE
"Gud, giv os mod til at tale om tro, også selv om det måske er svært eller ubehageligt. Hellige Ånd, mind os om at vende os til dig, når vi føler os i nød eller er bange.”