15-årige Sitara skulle pludselig være både far og mor

Som 15-årig blev Sitara* forældreløs og stod med ansvaret for to mindre søskende. Landsbyen ville ikke hjælpe dem, fordi de er kristne, men Sitara oplever, at Gud giver dem styrke og mod.

Da Sitara blot var en stor skolepige, blev hendes mor lam. Sitara droppede ud af skolen for at tage sig af sin mor, og imens prøvede faren alt, for at moren skulle få det bedre, men forgæves.

”På et tidspunkt foreslog nogen, at vi skulle tage mor med i kirke, så man kunne bede for hende,” fortæller Sitara og fortsætter:

”Far gav mig lov til at tage mor med derhen. Det er et stykke vej herfra – derfor blev mor på kirkens område, så der hver dag kunne komme nogle og bede for hende. De bad også for hende hver søndag under gudstjenesterne.”

Til at begynde med fik Sitaras mor det bedre, men pludselig stoppede fremgangen, og efter et års tid døde hun. Hun blev sendt tilbage til familien, men de fik ikke lov til at begrave hende på landsbyens gravplads, og ingen kom for at vise deres deltagelse.

”I stedet hånede de os og kaldte os forrædere og anklagede os for at være blevet kristne. ’Tag hende tilbage til jeres kirke og begrav hende dér’, sagde de. Det endte med, at vi begravede hende i en af vores marker,” siger Sitara.

Kunne ikke lade være at gå i kirke

Sitaras far var chokeret. Han havde håbet, at hans kone ville blive helbredt – men i stedet blev familien udstødt fra landsbyens fællesskab. Han var rasende og gav Sitara skylden for alt, som var sket, og han forbød sine børn at have kontakt med kristne igen.

”Men jeg kunne ikke lade være med at gå i kirke,” erklærer Sitara. ”Selv om min mor ikke blev helbredt, vidste jeg, at Gud er virkelig. Jeg havde smagt hans kærlighed til mig, og jeg vidste, at kun han kunne udfylde det tomrum, som jeg havde indeni.”

”Derfor blev jeg i hemmelighed ved med at gå i kirke sammen med mine søskende. Vi gik også til bedemøder, men da min far opdagede det, bankede han os for øjnene af vores naboer.”

En dag skete det utænkelige: Sitaras far blev ramt af et hjertestop og døde på stedet. Fra da af var de tre søskende overladt til sig selv, idet de øvrige beboere i landsbyen nægtede at hjælpe dem.

”De var rasende og beskyldte vores kristne tro for at være årsagen til ulykkerne i vores familie,” forklarer Sitara, der dengang var 15 år, mens hendes lillebror og lillesøster var henholdsvis ni og to år.

Mærker Guds tilstedeværelse

Det er i dag seks år siden, de tre søskende blev forældreløse. De har klaret sig ved at forpagte et par marker ud, og ved at Sitara arbejder som daglejer; noget, hendes lillebror også har været nødt til at gøre i stedet for at passe sin skole.

”Livet er hårdt,” konstaterer Sitara. ”Vores hytte er forfalden; det drypper ind gennem taget, når det regner, og min bror og jeg har svært ved at finde arbejde som daglejere. Men Gud giver os mod og styrke til hver eneste dag,” fastslår hun.

De seneste to år har Open Doors støttet Sitara og hendes søskende med mad. Særligt under coronapandemien har det været en nødvendighed.

“Vi ved, at Gud er vores far, og at han svarer os, når vi mangler noget og beder til ham om det. Vi har mærket hans tilstedeværelse selv under de værst tænkelige omstændigheder,” siger hun og konkluderer:

”Gud er virkelig trofast.”

* navnet er ændret af sikkerhedsmæssige hensyn

Artiklen er også bragt i bladet ‘Såbare Helte’ i november 2021. Læs bladet her.