Abed Ali blev kristen - og mistede kone, barn og job

Abed Ali. Af sikkerhedshensyn vises hans ansigt ikke.

Når en muslim i Bangladesh siger ’ja’ til Jesus og bliver kristen, siger vedkommende også ’ja’ til at komme under et intenst pres. Konvertitten angribes og chikaneres fra alle vinkler - fra venner, fra familier, fra samfund og fra religiøse myndigheder. Målet er, at få den nykristne til at give slip på sin tro på Jesus. 

Abed Ali* er en af disse konvertitter. Hans liv ændrede sig efter en overnaturlig oplevelse med Jesus – aldrig før havde han mødt sådan en kærlighed. Efter moden overvejelse besluttede han derfor at lade sig døbe – og så begyndte rygterne ellers at løbe: ”En mand ved navn Abed Ali er blevet kristen!”

De andre i landsbyen var vrede, og det samme var hans familie – ikke mindst hans kone, som slet ikke kunne acceptere sin mands nye tro. Parret havde konstante skænderier om emnet, men Abed Ali var urokkelig, hvilket kun gjorde hans kone endnu mere vred.

Til sidst forlod hun Abed Ali og tog parrets otteårige søn med sig; hun vidste, at Abed Ali havde et særligt bånd til ham.
”Da min kone forlod mig, sagde hun, at hun kun ville vende tilbage, hvis jeg gav afkald på min tro på Jesus. Jeg elsker min søn meget højt, men nu er det fire måneder siden, jeg har set ham. Min familie vil ikke tillade det. Mit hjerte er knust og græder hver dag,” siger Abed Ali.

Ikke kun hans forældre og søskende er mod ham; det er de lokale religiøse ledere også. De truer med at dræbe ham, hvis han ikke giver afkald på sin tro, og de blokerer for, at han kan arbejde og forsørge sig selv. Hvis han prøver at sælge noget på det lokale marked, vil landsbyboerne sparke ham ud.

Abed Ali har ingen steder at gå hen og gemmer sig hver dag.
”Jeg kan ikke være i mit hus om dagen. Ved midnatstid sniger jeg mig dog ind og sover nogle timer. Lige før daggry forlader jeg min landsby og gemmer mig her og der. Jeg er daglejer, så jeg kan ikke arbejde og har derfor ingen mad. Jeg er træt og bliver svagere og svagere dag for dag.”

På trods af alt dette holder Abed Ali fast i sin tro på Jesus – den kærlighed, Abed Ali har erfaret, er stærkere end alt.
”Jeg vil ikke forlade min herre. Jeg har tillid til, at Jesus vil beskytte mig og hjælpe mig. På et tidspunkt ville denne modstand mod mig stoppe,” erklærer han.

Open Doors’ partnere har fået kontakt til Abed Ali og hjælper ham i skrivende stund med de mest akutte behov.

BED

  • Bed Gud beskytte og vejlede Abed Ali. Bed om visdom og styrke til at håndtere situationen.

  • Bed for Abed Alis kone og svigerforældre. Bed om, at de kommer til at forstå og respektere Abed Alis beslutning.

  • Bed om, at lokale krsitne vil åbne deres hjem for Abed Ali, så han kan få mad og husly og kristent fællesskab.

  • Bed om, at Abed Ali ikke føler sig ensom, og at frustration og depression ikke vokser i ham.