Afghanske kristne er under pres

Foto: IMB.ORG

Foto: IMB.ORG

For nyligt har den højtstående leder i Taliban, Waheedullah Hashimi, udtalt til Reuters, at Taliban vil indføre sharialovgivning i Afghanistan, og at der under deres ledelse ikke bliver demokrati. Taliban har tidligere vist, at deres fortolkning af sharialovgivning er meget kvindeundertrykkende, og at de slår hårdt ned på de vantro – dem, som har forladt islam for at være kristne.

Den udvikling er ikke overraskende, men den er stadig nedslående for den lille gruppe kristne, som bor i Afghanistan. Selvom de seneste 20 år ikke har været lette for dem, og de i høj grad har måttet holde deres tro skjult, så er grebet nu strammet yderligere om dem.

Lokale kilder og internationale medier fortæller, at Taliban går fra dør til dør for at finde og straffe deres fjender. Fjenderne er både dem, der de seneste 20 år har hjulpet de vestlige lande, det er homoseksuelle, og det er alle, som ikke er muslimer. Konsekvenserne for dem, som Taliban ser som fjender, er kidnapning, tortur og drab.

Reaktionerne blandt de kristne er meget forskellige – ligesom i resten af samfundet. Nogle forsøger at flygte, nogle ved ikke, hvad de skal gøre, og nogle har besluttet at blive og fortsat være hemmelige kristne.

En lokal kilde, som har besluttet sig for at blive i landet, fortæller, at selvom grebet er strammet, har de seneste 20 år ikke været forgæves.

”Vores liv er blevet forandret på den korte tid, hvor vi har oplevet frihed og adgang til uddannelse. Der er selvfølgelig nogle, som nu er paralyseret af frygt, og som vil overgive sig, men der er også os andre. Os, hvis horisont er blevet udvidet. Vi vil udfordre status quo og kæmpe for det som både vesten, vores forældre og vores bedsteforældre har givet deres liv for. Retten til at lære, friheden til at drømme og friheden til at tro,” fortæller han.

Vær med til at bede

Bøn er stadig vores stærkeste værktøj, når vi skal hjælpe de kristne i Afghanistan, og bøn er det, de kristne efterspørger.

”Det er en usikker tid for de kristne i Afghanistan. Vi ved ikke, hvad der kommer til at ske i de kommende måneder, og vi ved ikke, hvilken slags sharialovgivning Taliban vil indføre. De kristne møder ubegribelig modgang, så vi opfordrer til at stå sammen med dem i bøn,” siger Broder Sam*, en af Open Doors’ medarbejdere i Asien.

Bed for Afghanistan

  • Bed om visdom til at overleve og til at håndtere afhøringer og forfølgelse – både for de kristne og for resten af befolkningen.

  • Bed for de syge og for den generelle helbredssituation i Afghanistan, hvor der er mangel på medicin.

  • Bed om fortsat adgang til rent drikkevand. Lige nu er der stadig rent vand i hanerne. Hvis vandet bliver forurenet, vil sygdomme sprede sig hurtigt.

  • Bed om, at mad må være tilgængeligt for alle. Forsyningerne af mad har været begrænsede, men er stille og roligt ved at blive bedre igen, men der er risiko for inflation, som vil gøre almindelige madvarer meget dyre.


Få bedeemner på SMS

Hver uge udsender vi en SMS med et aktuelt bedeemne fra den forfulgte kirke. Hvis du vil bede med, kan du tilmelde dig vores bedeSMS:

Klik her for at tilmelde dig vores bedeSMS