Bøn afværgede forfølgelse ved seminar
Mange steder i verden vil det ikke give anledning til bekymring at deltage i et seminar med andre kristne, men der er også mange steder i verden, hvor det kræver forsigtighed at mødes med andre kristne. Det understreger en nylig episode i Kina, som viser, hvordan de kristne er under konstant pres.
Li* er en af Open Doors’ lokale partnere i Kina. For nylig afholdt han et seminar om forfølgelsesforberedelse i det centrale Kina. Mindst 90 kristne, der arbejder i kirker og med den næste generation af kristne, deltog på seminaret.
De fleste af deltagerne til Lis seminar har oplevet en vis grad af forfølgelse eller pres på grund af deres tro. Nogle er tidligere blevet forhørt, tilbageholdt eller endda banket.
Hen mod slutningen af seminaret modtog Li et opkald fra den person, der havde lejet lokalerne til træningen: "Myndighederne er her!"
"Normalt ville folk bare løbe og flygte så hurtigt som muligt for at beskytte sig selv," siger Li. "Men denne gang reagerede alle anderledes! Der var en, der begyndte at bede, og de andre sluttede sig straks til ham. Vi bad sammen, stille. Vi kunne ikke bede højt, for det ville give os problemer, hvis embedsmændene fandt os.”
Fyldt med mod og tro på Gud søgte deltagerne Guds vejledning.
”Mumlende bad vi: ’Himmelske Far, vi beder om, at dit navn må stå over alle andre navne. Du gør det umulige muligt. Vi beder om din beskyttelse, at du gemmer os under dine vinger,’” gengiver Li deres bøn.
Li fornemmede at deltagerne ikke var bange, men at de holdt fast i bønnen. Det inspirerede ham, for det var præcis, hvad han håbede at seminaret kunne lære dem.
"Det er det, vi gerne vil se efter træningen!" siger han. "Jeg takker Gud for forandringen i deres hjerter! Atmosfæren var fyldt med fred og kærlighed; Frygt havde ingen plads."
Da Li og de mere end 90 deltagere fik at vide, at embedsmændene var gået, vidste de, at deres bøn var blevet besvaret. Embedsmændene kom ikke længere end bygningens indgang, og de valgte at lade være med at gennemsøge bygningen, hvilket de normalt ville gøre.
"Jeg takker Gud for denne oplevelse," siger Li. "Det var, som om vi øvede os på den træning, vi havde undervisning i. Vi blev nødt til at lære at stole på Gud for at overvinde forfølgelse.”
Wu* var en af deltagerne på Lis seminar. Han genopdagede, at livet ikke er perfekt, selvom vi er kristne, og han fik værktøjer til at leve i det uperfekte og svære.
"At møde forhindringer er uundgåeligt. Gennem træningen lærte jeg, at Gud giver os et våben til at overvinde det onde. Vi lærte om forfølgelse, dens kilder og dens typer. Der er behov for seminarer som dette for os, der arbejder i kirker. Det hjælper os til at hjælpe andre kristne med at opbygge selvtillid,” fortæller Wu om sine oplevelser.
Open Doors’ teams og lokale partnere holder seminarer om forfølgelsesforberedelse mange steder i verden. Det er et vigtigt værktøj i arbejdet blandt kristne i lande, hvor det kan medføre forfølgelse og diskrimination at følge Jesus. Seminarerne giver deltagerne en bibelsk forståelse af lidelse og praktisk undervisning i, hvordan de kan reagere på forfølgelse.
*Navnene er ændret af sikkerhedshensyn.
Bed for Kina
Bed om, at Wu og de andre deltagere må holde fast i det de har lært, og at den uventede praktiske øvelse har udrustet dem til at møde forfølgelse igen.
Bed om visdom til kristne ledere, når de skal lede deres menigheder i et land, hvor presset øges på de kristne
Bed om, at Gud må røre hjerterne på myndighedspersoner, som forfølger og presser kristne.