Da en grædende mand ringede på
Leder af generalsekretær René Ottesen fra bladet ‘Hemmelige kristne’ i august 2021
Inden verden blev ramt af coronapandemien havde jeg mulighed for at besøge flere lande i Mellemøsten. Jeg husker særligt et besøg hos en dygtig præst, hvor vi havde en filosofisk drøftelse af kristenforfølgelse. Der blev delt mange vidtløftige og abstrakte tanker, som gav et vist niveau af intellektuel tilfredshed – men heller ikke mere end det!
I løbet af samtalen ringede det på døren, og udenfor stod en grædende mand. Han og hans kone havde været muslimer, men de havde oplevet Jesu kærlighed og tilgivelse og var nu blevet kristne. Parrets muslimske familie og naboer var efterfølgende blevet fjendtligt stemte over for det unge par, som nu levede i frygt for deres liv. Derfor stod disse desperate nykristne på kirkens dørtrin med et udtalt behov for hjælp.
Efterfølgende fortsatte vi kort vores samtale om forfulgte kristne, men nu med et håndgribeligt, bevægende og smertefuldt udgangspunkt, som både kaldte på bøn og handling.
Den samtale har jeg ofte tænkt tilbage på, og jeg er overbevist om, at det for mig var en gudgiven lektie med en understregning af, at den kristne fortælling først giver mening, når den bliver konkret: Når ordet bliver kød, og vi kan føle det, se det og mærke det med vores hænder, som apostlen Johannes beskriver det i et af sine breve.
Den konkrete og menneskenære fortælling fra vores forfulgte trosfæller og Bibelens konkrete og afprøvede løfte om, at Jesus svarer på vores bønner, er grundstenen i den bønnebevægelse, som Open Doors Danmark og Færøerne har sat i gang. Vi kan se, at antallet af bedende vokser, hvilket vi er meget taknemmelige for.
I den kommende tid vil vi særligt bede for de kristne i Mellemøsten. Vi vil bede for det forfulgte unge par, der stod på kirkens dørtrin - vi vil bede for Taher*, Omar* og Saghar, som du kan læse om her i bladet - og vi vil bede for de kristne i Egypten, på Vestbredden, i Syrien samt i de øvrige mellemøstlige lande.
Endnu engang: Tak for, at du står sammen med dem sammen med os.