Udbredelse af kristne materialer gøres ulovligt i Kina
Den 1. marts 2022 trådte en ny lov i kraft i Kina. Den begrænser religionsfriheden for kinesiske kristne yderligere. Loven kræver tilladelse til at skrive om religion og til at uploade religiøse materialer til internettet. Den slags tilladelse gives kun til myndighedsgodkendte institutioner. Loven er endnu et skridt hen imod præsident Xi Jinpings mål om at kvæle al religion i Kina.
Den nye lov betyder, at kristne kun kan få adgang til online gudstjenester, prædikener, bibelstudier og alle andre religiøse materialer i form af tekst, billeder, lyd og video gennem myndighedsgodkendte sider. På den måde sikrer myndighederne, at materialerne reflekterer kommunistpartiets holdninger.
Internettet er blevet en vigtig del af kirkernes arbejde i Kina, og derfor rammer den nye lov hårdt.
”Gennem de seneste to år er online kirke blevet normalen,” fortæller en kinesisk kristen. ”Den nye lov kan stoppe kristnes udbredte brug af internettet. I sidste ende bliver kristne afskåret fra alle religiøse materialer på internettet.”
Sociale medier er også omfattet af den nye lov. Det har gjort de kinesiske kristne bekymrede for, at selv et enkelt opslag med religiøst indhold kan føre til hårde straffe. Derfor valgte mange kristne i slutningen af februar at slette alt kristent indhold fra deres profiler på sociale medier.
Kirkeledere har opfordret kristne til at samle så mange materialer fra internettet som muligt, så de var forberedte på at miste adgangen til det. Open Doors partnere i Kina har også allerede inden 1. marts været i forbindelse med kristne, som myndighederne havde kontaktet og opfordret til at holde igen med at dele kristne budskaber.
På trods af de store begrænsninger, holder de kinesiske kristne hovedet højt.
”Vi har set at online samlinger med mange deltagere ’forsvinder,’ men det er stadig muligt at holde små samlinger med få deltagere ad gangen. Vi fortsætter vores onlinemøder, hvor det er muligt, og vi tilpasser os hele tiden de nye forhold,” fortæller en kirkeleder fra det sydlige Kina.
Bed for Kina
Bed om, at de kinesiske kristne må finde nye metoder til at dele deres tro.
Bed om, at frygt og bekymring ikke må fylde de kristne.
Bed om, at Gud må røre Xi Jinpings hjerte.