Egyptisk kristen sad 13 dage i totalt mørke
En august-aften i 2020 blev 35-årige Youssef Samaan Girgis og hans onkel, 68-årige Bakhit Aziz Georgi, kidnappet fra deres landsby i Egypten.
Bakhit var på arbejde i sin butik, da fem bevæbnede mænd kom ind i butikken. De pegede deres våben mod Bakhit og truede ham til at følge med dem. Youseef, Bakhits nevø, havde set optrinnet på afstand. Han forsøgte at gribe ind, fordi han troede, at det var politiet, som havde taget hans onkel. Kidnapperne bad om at se Youssefs identifikationskort, som afslørede, at han også var kristen.
”De opdagede, at jeg var kristen, da de så mit identifikationskort, så de spurgte, om jeg var i familie med Bakhit. Jeg svarede, at han er min onkel, og så pegede de deres våben mod mig og tvang mig ind i bilen med ham,” fortæller Youssef.
Det var sidste gang i 13 dage, at Youssef så lys. Kidnapperne gav ham og Bakhit bind for øjnene og bandt deres hænder. Efter et par timers kørsel blev Youssef og Bakhit hevet ud af bilen og placeret i hvert sit rum. Stadig med bind for øjnene og uden mulighed for at tale med nogen.
Bøn gav trøst
Den første nat sov Youssef slet ikke. Han lå grædende på det kolde gulv og bad. Han bad for sig selv og for sin onkel.
Han fortsatte med at bede i de kommende dage, hvor dag og nat begyndte at flyde sammen, fordi han stadig havde bind for øjnene. Én gang om dagen fik han mad, som han måtte spise i mørket.
”Hver dag var et mareridt. Jeg kunne ikke skille nat fra dag, og hver dag skulle jeg lytte til deres hårde ord og fornærmelser. Jeg savnede min familie, og jeg frygtede, at vi ville blive slået ihjel,” fortæller Youssef.
Gennem de 13 dage i mørke og tilfangetagelse fandt Youssef trøst i et vers fra Salme 138:
’Selv om jeg vandrer i trængsler, holder du mig i live trods mine fjenders had.’ (Salme 138, 7)
”Jeg sagde versene for mig selv, og jeg bad til Gud hver dag. Det gav mig trøst,” fortæller Youssef.
Efter 13 dage i mørke blev Youssef ført ud i en bil. Ingen sagde noget, men efter to timers kørsel blev Youssef hevet ud af bilen og efterladt på jorden. Han kunne høre bildørene smække og bilen køre væk. Da han var sikker på, at han var alene, tog han bindet for øjnene af og kiggede sig omkring for første gang i to uger.
Youssef genkendte området. Han var blevet efterladt i et ørkenområde uden for sin landsby og var fri til at tage hjem til sin familie.
Bøn giver mirakler
Youssef blev løsladt, men hans onkel Bakhit sad stadig fanget. Sammen med sin familie, den lokale kirke og kristne i hele verden bad Youssef for sin onkel.
I december – efter 113 dage i fangenskab – blev Bakhit også løsladt.
”Bøn leder til mirakler. Når vi beder sammen, mærker vi, at Gud er med os,” understreger Youssef.
Youssef og Bakhit ved ikke, hvorfor de blev løsladt. De ved kun, at de blev kidnappet, fordi de er kristne.
Bed for Egypten
Bed om, at Youssef og Bakhit må være fri for traumer efter kidnapningen
Bed for de kristne i Egypten, som lever med frygt for kidnapninger og forfølgelse
Bed for de ekstremister, som forfølger kristne