Et grusomt tab

Den unge enke Hajaratu mistede både sin lille datter samt sin storebror og dennes kone og datter, da hendes landsby blev angrebet af militante ekstremister fra fulanifolket. Men hun har stadig tillid til Gud.

Kristne i den midterste del af Nigeria oplever i disse år flere og flere angreb udført af hyrder fra fulanifolket. Når disse islamiske ekstremister angriber, skåner de ingen.

Det fik enken Hajaratu at mærke på egen krop i juli sidste år. Det var en aften som mange andre – hun havde lavet mad over bål og puttet sine fem børn. Derefter havde hun sat sig ved bålets varme kul og var faldet i søvn.

"Pludselig vågnede jeg ved, at jeg hørte skud,” fortæller hun. ”Jeg skyndte mig at vække børnene og fortælle dem, at landsbyen var under angreb. Min yngste kastede jeg på ryggen, spændte hende hurtigt fast med et klæde og gik så udenfor.”

De ældste børn var gamle nok til at løbe på egen hånd, så de var allerede løbet udenfor og havde sluttet sig til den flok, som panisk flygtede fra landsbyen.

”Skydningen intensiveredes, og et skud ramte lige ved mit hus. Vi spredtes i alle retninger, og jeg mistede kontakten til mine fire ældste børn.”

Tæt på at drukne

Hajaratu så nogle fra landsbyen løbe mod floden, så hun fulgte efter i håbet om at få hjælp.

”På vej ned til floden, faldt jeg og sad fast i mudderet. Jeg efterlod mine sko der og forsøgte at flygte. Jeg råbte om hjælp, men de andre fra landsbyen var for langt væk.”

Hajaratu var gennemblødt og mudret, og hendes datter på ryggen græd, men til sidst nåede hun frem til floden. Hun kunne ikke svømme, men der var lavvande i floden, så hun var nødt til at løbe risikoen – ikke mindst da hun hørte skud lige bag sig. Vandet blev dybere og dybere, indtil Hajaratu nåede midten af floden og måtte kæmpe for at bevæge sig fremad.

”Det var ikke længere muligt at bunde, og jeg fik hovedet under og følte, jeg var ved at drukne. Min datter græd, men på en eller anden måde fik jeg mig kæmpet op til overfladen igen,” fortæller Hajaratu.

Hun mistede dog fodfæstet igen, og vandets kraft trak hende under og væk fra flodbredden. Hovedet kom under igen og igen, mens hun kæmpede mod strømmen. På det tidspunkt troede Hajaratu ikke, at hun ville overleve.

Til sidst lykkedes det hende dog at nå over til den modsatte bred, hvor hun satte sig og gispede efter luft. Det var i det øjeblik, midt i mudderet, midt i mørket, at hun opdagede, at hendes datter var væk. Floden havde taget hende, da Hajaratu kæmpede for ikke at drukne.

"Jeg begyndte at græde ukontrollabelt. Der var intet, jeg kunne gøre. Jeg havde mistet min datter.”

En nedbrændt landsby

Til sidst rejste Hajaratu sig og begyndte at gå videre. Hun kom til en nærliggende by, hvor en mand og kone, der havde hørt skuddene på afstand, tog imod hende og gav hende husly for natten.

Næste dag tog Hajaratu tilbage til sin landsby for at se, om hun kunne finde sine fire andre børn. Røgen fra afbrændingen hvilede stadig over landsbyen. Det syn, der mødte hende, var chokerende: Nedbrændte huse. Mere eller mindre forkullede lig af naboer. Og ingen husdyr, fordi dyrene alle var blevet stjålet.

”Jeg gik hen til min storebrors hus og fandt hans lig. De havde både skudt ham og snittet i ham. Liget af hans kone og datter lå der også,” siger Hajaratu.

Hun og andre overlevende landsbyboere hørte rygter om endnu et angreb. De var nødt til at flygte, hvis de ville bevare livet.

”Vi tog afsted og samledes med de andre fordrevne i en midlertidig lejr et stykke borte. Sammen med nogle af de andre bad jeg til Gud om, at jeg måtte finde mine børn.”

Efter tre dage besvarede Gud hendes bøn.

"De blev bragt til mig i lejren, og jeg krammede dem og græd," fortæller Hajaratu. "Min frygt var, at de var blevet dræbt, selvom jeg ikke havde set deres lig."

Et af hendes børn spurgte, hvor deres søster var. "Jeg fortalte dem, at floden havde taget hende. De var utrøstelige.”

Hvorfor Gud?

Hajaratus tab rystede hendes tro på Gud. Hvorfor tillod han denne meningsløse massakre, hvor hun have mistet flere familiemedlemmer?

”Jeg har ikke modtaget noget klart svar fra Gud, men over tid er der vokset en tillid frem i mig til, at Gud har sin egen hensigt og timing, som vi aldrig helt kommer til at forstå i denne verden,” forklarer hun.

Den nuværende vold i den midterste del af Nigeria rammer tusinder af kristne som Hajaratu. Disse troende har desperat brug for både nødhjælp og langsigtet støtte for at komme sig efter dødelige fulaniangreb.

Gennem Open Doors har Hajaratu fået madvarer som ris og majs til at brødføde sine børn, økonomisk støtte til at genopbygge sit hus samt traumerådgivning. Sidstnævnte har hjulpet hende meget, da hun fortsat lider under svær sorg efter tabet af sin datter.

”Jeg er meget taknemlig for den hjælp, jeg har fået. Traumeprogrammet har haft stor betydning for mig, og jeg beder om, at Gud vil give visdom til jer, så I kan hjælpe andre på samme måde, som I har hjulpet mig,” siger hun og begynder at synge:

Taknemlighed

Taknemlighed

Jeg har intet andet at give dig Gud, end

Taknemlighed.

Artiklen er også bragt i bladet ‘Såbare Helte’ i november 2021. Læs bladet her.