Forfølgelsen af kristne tager til i Indien

Illustrationsbillede

Anti-konverteringslove bliver brugt til at ramme indiske kristne - og konsekvenserne er dybt bekymrende.

En af dem, der har mærket presset, er Pastor Rishi*. Han fejrede sin datters fødselsdag sammen med sin familie. Det var en helt almindelig fødselsdagsfejring, som tog en uventet drejning, for pludselig omringede politiet præstens hus.

Politiet havde modtaget et tip fra naboerne, som er hinduistiske ekstremister. Anklagen? At Rishi og hans kone var værter for et omvendelsesarrangement, der skulle presse hinduer til at blive kristne.

Politiet ventede, indtil fejringen var overstået, og arresterede derefter Rishi og hans kone. Parret blev sigtet efter anti-konverteringsloven i Uttar Pradesh, en stat i det nordlige Indien.

Falske beskyldninger, som dem Rishi blev udsat for, sker oftere og oftere i det nordlige Indien, hvor staterne styres af hindunationalister. Hver måned registreres mere end 100 hændelser i Nordindien, og staten Uttar Pradesh står for de flest tilfælde af forfølgelse. Hændelsesforløbet er ofte det samme: politiet modtager klager over kristne, og det fører til anholdelser af en eller flere kristne.

Sonia Khanna*er en af Open Doors’ partnere i Nordindien. Hun bekræfter, at de har registreret mere end 800 tilfælde af forfølgelse mellem januar og september 2024. Hun fortæller også, at der har været en intensivering i forfølgelsen i Uttar Pradesh i de seneste fire måneder, og det ser ud til at være organiseret. I øjeblikket er 60 præster og kristne i fængsel, og tre præster er blevet dømt for at være involveret i tvangskonvertering.

"Vi ser situationens alvor i en episode, hvor syv kristne var samlet i et hjem for at bede, og nogen meldte dem til politiet. Efter en gennemgang af deres mobiltelefoner startede politiet en sag om tvangskonverteringer baseret på kontakterne i de kristnes telefoner. Det er episoder som dem, der sætter kirker og nye kristnes huskirker under stort pres,” fortæller Sonia Khanna og fortsætter:

"Lokale efterretningsenheder fra politiet besøger steder, der ejes af kristne. Af den grund vælger mange huskirker at holde online gudstjeneste, og kristent ejede ejendomme låner enten ikke deres lokaler ud til kristne aktiviteter eller beder om dokumentation for, at 'der ikke udføres nogen kristen aktivitet'."

Strammere lovgivning på vej

Blandt de kristne i Uttar Pradesh spreder der sig bekymring over et forslag om at stramme af den eksisterende anti-konverteringslov. Forslaget indeholder en skærpelse af straffen for at konvertere en person fra en religion til en anden. Den foreslåede straf er livsvarigt fængsel. Derudover kan enhver, der modtager udenlandske midler til konverteringsformål, risikere længere fængselsstraffe end tidligere.

"Lovforslaget viser, hvordan konvertering til andre religioner opfattes som en alvorlig trussel, fordi det indfører til så ekstreme straffe. Misbruget af loven har i væsentlig grad begrænset religionsfriheden for dem, der vælger at følge Jesus i Indien," forklarer Open Doors’ partner Rahul Reddy* og fortsætter:

"Det er trist, at kristne i verdens største demokrati lever i frygt. Selv med den eksisterende lov har de kristne levet i konstant frygt, for en simpel udtalelse fra en religiøs ekstremist kan bringe dem i en kritisk situation."

En anden Open Doors-partner, Nitya*, er bekymret for, at andre indiske stater vil indføre strengere love mod konverteringer, hvis guvernøren i Uttar Pradesh godkender det nuværende lovforslag.

"Der kan blive et landsdækkende indgreb mod konverteringer. Alle konverteringer vil blive stemplet som tvungne eller tillokkede, hvilket fører til alvorlige konsekvenser for religionsfriheden," siger hun.

Meget tyder på, at situationer som den, pastor Rishi og hans kone oplevede, snart kan blive endnu mere almindelige i Indien. Open Doors’ partnere beder os om at stå sammen med de indiske kristne i bøn.

"Bed for situationen i Nordindien," beder Sonia. "Efterhånden som delstatsregeringer implementerer strengere anti-konverteringslove, er kristnes sikkerhed i stigende grad i fare. Frygt og usikkerhed overskygger dagligdagen, hvilket gør selv private sammenkomster usikre. Vi har brug for jeres bøn."

* Navnet er ændret af sikkerhedshensyn.

Bed for Indien

  • Bed om styrke og mod til de kristne – især dem, der er de første kristne i deres familie, så de må holde fast i deres tro.

  • Bed om, at de 60 kristne, der er i fængsel, må blive løsladt.

  • Bed om, at Gud må gribe ind i lovgivningsprocesser og i politiets arbejde, og at han må røre hjerterne på dem, der står bag falske anklager mod kristne.

Open Doors DK Open Doors DK