Generalsekretær i Open Doors stopper
Efter fire et halvt år som generalsekretær for Open Doors Danmark og Færøerne fratræder René B. Ottesen sin stilling den 1. august, hvor han begynder som kommunikationschef i Bibelselskabet.
Open Doors Danmark og Færøerne skal have ny generalsekretær. Den 1. august forlader nuværende generalsekretær, René B. Ottesen, sin stilling for at begynde i en nyoprettet stilling som kommunikationschef i Bibelselskabet.
”Det er med stor beklagelse, at vi har modtaget René opsigelse,” siger Brian Sjælland, formand for bestyrelsen i Open Doors Danmark og Færøerne.
”Men samtidig sidder vi med en dyb taknemlighed over den indsats, som René har ydet i sine fire et halvt år som generalsekretær. Open Doors Danmark og Færøerne er i dag et helt andet sted, end da René overtog styrepinden. Vi skilles i bedste forståelse, og bestyrelsen ønsker René al muligt held og lykke samt Guds rige velsignelse i hans nye opgave.”
Selv om René Ottesen skifter arbejdsplads, følger fokusset på forfulgte kristne med.
”Jeg glæder mig over fire et halvt års meget spændende og givende rejse med verdens forfulgte kristne sammen med engagerede danske kristne og med et fagligt og ideologisk stærkt team i Open Doors. Arbejdet har været udfordrende, men samtidig er det blevet en hjertesag,” erklærer han.
”Arbejdet med forfulgte kristne har for mig været en understregning af Bibelens kærnebudskab: at der bag ved hver korshøj er en opstandelsesmorgen. På den måde er historien om korset gennem de forfulgte trosfæller blevet tegnet i kød og blod – det er jeg er meget taknemmelig for!”
”Nu glæder jeg mig til at arbejde med Bibelen og dens fortælling – en opgave, som ligger tæt op ad den, jeg kommer fra.”
Der vil senere blive holdt en afskedsreception for René Ottesen i Open Doors lokaler på Haslegårdsvej 8, 8210 Aarhus V. Dato offentliggøres snarest.
Processen i forhold til at rekruttere en ny generalsekretær er allerede gået i gang.
Yderligere oplysninger:
Generalsekretær Rene B. Ottesen, tlf. 40 51 64 68
Bestyrelsesformand Brian Sjælland, tlf. 20 18 08 36