Her går gråd og helbredelse hånd i hånd

IRAK: Helbredelse for traumer ved hjælp af bibelske principper er helt central på nogle af de såkaldte håbscentre. Blandt andet lærer mænd, at det er helt i orden at græde.

Efter årtier med krise efter krise er mange irakere traumatiserede i større eller mindre grad. Krig, terrorangreb, økonomisk krise samt en lang række individuelle kriser, har trukket sit hærgende spor i det irakiske folks hjerter.

Men der er glimt af håb rundt omkring. Eksempelvis i en by i den centrale del af landet, hvor 28-årige Jubran leder et af Open Doors’ såkaldte håbscentre.

Håbscentre er lokale kirker, der tilbyder forskellige former for aktiviteter og hjælp, som har til formål at medvirke til at bringe det irakiske samfund på fode igen. Det kan være hjælp til etablering af mindre virksomheder, fodbold med børn og unge eller kreative gruppeaktiviteter. Nogle håbscentre har et særligt fokus på traumebehandling.

”Vi tilbyder mange aktiviteter, men vores hovedmål er at bringe helbredelse ud fra bibelske principper,” forklarer Jubran. ”Ved alle vores aktiviteter åbner vi Bibelen, for vi ønsker at hjælpe folk med at komme sig over deres traumer. Bibelen har så meget at sige om traumer, og hvordan vi kan håndtere vores smerte og leve i fred."

Også Jesus græd

Nogle gange er der dog kulturelle hindringer. I Irak græder mænd eksempelvis ikke eller viser deres sorg og smerte på anden vis.

”Men vi prøver at lære dem, at det er okay at græde. Selv Jesus græd, da han mistede en ven. Det viser vi dem i Bibelen – og når han græd, er det også okay, at vi udtrykker vores følelser,” siger Jubran og fortsætter:

"Når vi som medarbejdere siger til folk, at de skal udtrykke deres følelser, skal vi først gøre det selv. Vi græder med dem. Vi kan ikke undervise i noget, som vi ikke selv gør.”

Medarbejderne er opmærksomme på hinandens trivsel, da de næsten dagligt hører barske beretninger fra mennesker, der kommer til centret.

"Vi taler meget med hinanden, fordi disse livshistorier også påvirker os,” fortæller Jubran. ”Vi har selv brug for hjælp; vi er ligesom dem, der deltager i aktiviteterne. Vi hjælper dem, men vi bliver også selv hjulpet; det er en slags cirkel - når jeg giver hjælp til nogen, ved jeg ikke, hvem der hjælper mig, næste gang jeg har brug for det."

"Hver dag ser jeg resultaterne af vores arbejde i menneskers liv. Jeg ser det også i vores medarbejderes liv. Der er sket en stor forandring, siden vi begyndte i 2019.”

En udfordring for troen

Jubran har hørt mange triste historier de senere år. Børn, der har mistet både mor og far; forældre, der har mistet sønner eller døtre; personer, der har mistet søskende på grund af bomber eller ulykker, og mennesker, som har været fordrevet i lang tid. En del kæmper med spørgsmål som:

”Hvor er Gud? 'Hvis han eksisterer, hvorfor griber han så ikke ind?”

”Nogle har mistet troen, når de kommer her. Men vi bruger Bibelen til at hjælpe dem med at finde nogle af de svar, de søger,” forklarer Jubran.