Hvert riskorn minder os om, at vi er elsket

Billede: illustrationsbillede

Hanna* er en del af det team, som hjælper Open Doors med at bringe nødhjælp ud til fattige kristne i det sydlige Asien. Hendes arbejde er fuld af fare og udfordringer. Hver dag møder hun den voldsomme forfølgelse som hendes brødre og søstre udsættes for, men hun møder også Guds omsorg, store bønnesvar og taknemmelighed.

Hannas bil stopper i udkanten af en lille landsby foran et hus, der ligner alle andre huse i dette område i det sydlige Asien. En bedstefar i starten af 60erne bor i huset sammen med hans søn, svigerdatter og børnebørn. Han har været en præst i næsten 50 år, altid på farten for Gud, med foldede hænder for at sprede Guds kærlighed i et fjendtligt land. Corona har dog gjort ham ude af stand til at varetage sit virke som præst, og pludselig kan han ikke tjene sin menighed, som han har gjort i så mange år. Heldigvis har Hanna og hendes team en mobiltelefon med til ham, så han kan holde kontakten til menigheden.  

Hanna åbner bildøren, går rundt om bilen, åbner bagagerummet og tager en stor indkøbspose ud. Da hun vender sig om, ser hun præstens svigerdatter, som står bag lågen ind til huset. Hanna ved, at kvinden, ikke har set sin mand i flere uger. Han arbejder på hospitalet, hvor han tager sig af COVID-19-patienter. Imens passer hun deres børn og sin svigerfar, som er i risikogruppen.   

På afstand hilser Hanna venligt på hende. ”Er pastor Johnson hjemme?” spørger Hanna. Kvinden nikker. ”Ja, men han hviler sig.

“Jeg har noget til din familie” siger Hanna. Hun sætter indkøbsposen ned og åbner den. ”Vi har desinficeret alt indvendigt, så du kan være helt rolig.”

Kvinder åbner porten. ”Kom ind.”

Hannas hjerte synker. “Det kan jeg desværre ikke, jeg har besøgt for mange i dag.”

Kvinden kan se skuffelsen i Hannas øjne. Hanna ærgrer sig over, at hun ikke kan acceptere invitationen, så hun kan komme ind til kvinden, holde hende i hænderne og bede sammen med hende.  

”Det er helt okay” siger kvinden.

Hanna sukker dybt. I hendes kultur, i et område med så meget fjendtlighed overfor kristne, betyder dét at være sammen med andre kristne meget. Men kvinden tager imod indkøbsposen med stor taknemmelighed. Hun og familien er i stor nød og har ikke meget tilbage at leve for. Manden kan ikke komme hjem på grund af smittefare, og andre familiemedlemmer sidder isoleret i andre dele af landet. Så længe kvinden tager sig af sin aldrende svigerfar, tør hun ikke løbe risikoen ved at gå ned i den lokale dagligvarebutik.    

Derfor er Open Doors` hjælp kærkommen. Og det er ikke kun mad, Hanna bringer. Hun bringer også en vigtig besked: ”I er ikke alene. Der er mennesker, som tænker på jer. I er elsket.”

Vi beder Gud om et bespisningunder

Hanna besøger derefter anden kristen familie. De er dybt afhængig af, at moderen finder et arbejde, da hendes mand, er psykisk syg efter han er blevet udsat for tortur.  Kvinden har tidligere via Hanna og teamet fået et kort erhvervskursus, som skal give hende bedre forudsætninger for at forsørge sin familie.

“Det er sådan en særlig og varm familie, men på grund af nedlukningen er de bundet til deres hjem og har ingen indkomst, ” fortæller Hanna. Hanna står sammen med familien udenfor huset, og sammen beder de om, at Gud må få maden til at mætte mere end blot nogle få munde, ligesom Jesus mættede femtusinde med fem brød og to fisk.

“Vores team har en modig bøn vi plejer at bede”, fortæller Hanna senere, ”Vi beder Gud om at gøre et bespisningunder og velsigne den mad vi har med, så alle kan blive mætte. Det er så smukt at høre denne kvinde bede denne bøn, fordi hun gerne vil dele, det hun lige har fået, ikke kun med sine nærmeste, men med alle de nødlidende i byen,” fortæller Hanna 

Hanna lukker bildøren. Vi skal videre til næste familie på ruten.

”Det er smertefuldt at se så meget lidelse hver dag, fortæller hun, ” men det er også smukt at se deres ansigter stråle af tro.

Ud over at bringe mad ud til de fattigste, så går Hanna og teamet også ud om natten for at rengøre bænke, borde og pengeautomater for at mindske smitten, særligt for de mange, der bor på gaden. De har printet klistermærker med bibelvers og telefonnumre som de sætter i det offentlige rum, så pressede mennesker kan ringe til dem og få hjælp og opmuntring i denne svære tid.

”Vores arbejdsbyrde er lige nu 3 gange så stor pga. Corona,” fortæller hun og holder en pause inden hun drejer nøglen igen, ”jeg ville lyve, hvis jeg sagde, at vi har det fint, teamet og jeg. Men så alligevel. Det er så smukt at se, hvordan Gud går foran os og forbereder os. Teamet er som en pil som Gud spænder i buen og bare sender afsted. Det er fantastisk, hvilken styrke vi får givet.”

Forbøn er vores svar på sult og forfølgelse

Hanna og hendes team lever i et muslimsk land, og bønnen beskytter dem I en brutal tilværelse, hvor vold og overvågning er hverdag. Derfor er forbønnen for deres land og deres brødre og søstre én af de vigtigste opgaver de har.  

”Vi kører ud i vores biler hver især og parkerer dem på parkeringspladsen ved det lokale hospital. Ingen ved vi gør det, fortæller Hanna og fortsætter, ”Det er kun de kristne på hospitalet, der ved vi er der, og det kan næsten ikke beskrives med ord, hvor meget det betyder for dem. Selvom de ikke kan se os, så ved de, at vi er der, og at vi taler med vores himmelske Far om dem og deres patienter. ”

For mange kristne, der bor i lande, hvor fjendtligheden mod dem er stor, har den omsorg og kærlighed, der ligger i forbønnen en helende kraft.

”Der sker så mange forfærdelige ting i Corana krisens skygge. Særligt børnene er udsatte, og mange udsættes for overgreb. Vi får dagligt meldinger om, at børn mishandles, voldtages eller myrdes uden, at der nogen tager notits af dette. Særligt hvis ofret er kristent,” sukker Hanna. ”De fleste i mit land ser på kristne som om de var affald. Derfor er det vigtigere for dem ikke altid mad, men at få omsorg, opmuntring og opleve, at de har værdi.

Hannas rute er snart færdig. Hun sidder et øjeblik stille ved rattet og fortsætter hun hvor hun slap.

”I skal vide en ting omkring den her krise. Her i det her hjørne af verden lider vi ikke pga. af en virus, eller pga. lockdown eller fordi vi sulter. Vi lider for Jesu skyld. Vi forfølges pga. vores tro. ”

Derfor er Hanna så taknemmelig for den forbøn og økonomiske støtte som de får via Open Doors fra brødre og søstre rundt om i hele verden.

”Det betyder så meget for os. I behøver ikke hjælpe os og alligevel gør i det. I hjælper med at sprede Jesu kærlighed. Tak fordi I beder og giver. Mit team og jeg beder også for jer Vi beder det første vers i salme 125 for jer: ´De, der stoler på Herren, er som Zions bjerg, det rokkes ikke, det står fast for evigt. Bjerge omgiver Jerusalem, og Herren omgiver sit folk fra nu af og til evig tid`. Den styrke, der kommer fra Herren til dig og mig, er ubrydelig og uovervindelig. Vi er så taknemmelige for jer. I står virkelig sammen med os,” siger Hanna.

Hun åbner bildøren og træder ud. Nu er hun hjemme, og en dag i Guds tjeneste er slut.

*Navnet og billedet er af sikkerhedsmæssige grunde ændret som illustration