”Korset er et tegn på sejr over undertrykkelse”

Hvad betyder korset for dig? Vi bærer korset i en kæde om halsen, og det hænger i vores kirker, men hvad betyder det for os?

Hvert år fejrer irakiske kristne Det Hellige Kors’ dag. Gennem århundreder har de sammen med kristne i resten af Mellemøsten sat oplyste kors på taget af deres huse og kirker. Open Doors partnere i Irak har talt med kristne i den irakiske by Qaraqosh om korsets betydning, mens de gjorde klar til Det Hellige Kors’ dag.


Ammar

Fader Ammar er præst i den katolske kirke i Qaraqosh, som Islamisk Stat brugte som skydebane under deres besættelse af byen.

”Da Islamisk Stat tog korsene ned af alle kirkerne i 2014, blev vi mindet om, hvor vigtigt et symbol det er for os. Korset på kirkens kuppel blev restaureret kort efter, at vi vendte tilbage i 2017. Først tre år senere var vi færdige med at genopbygge hele kirken,” fortæller Ammar.

For Ammar er fejringen af korset en vigtig påmindelse om, hvad korset betyder for ham.

”Vi har fejret korsets dag igennem århundreder, og det er en vigtig dag for os. Korset minder os om Jesu sejr over død og smerte. Vi kommer til at møde mange udfordringer, men vi tror på, at vi en dag slipper for smerterne og skal være sammen med Jesus,” siger Ammar.


Essam

Når 55-årige Essam og hans familie sætter korset op, er det en glædelig familieaktivitet. Han kone og søn hjælper ham på taget, mens hans far ser til fra gaden.

”Jeg håber, at korset kan være med til at bringe fred til vores land, så vi kan blive og dele Jesu ord,” siger Essam.


Salah

Salah bor ikke langt fra Essam. Han har selv konstrueret det oplyste kors, som pryder hans hus. Fra sit tag, har Salah udsigt over hele nabolaget, og det er tydeligt at se de huse, hvor familierne også markerer korsets dag.

”Efter Islamisk Stats indtog har mange af vores venner og familiemedlemmer forladt landet, og deres huse står tomme. Det gør mig ked af det,” fortæller Salah.

Han kigger op på sit hjemmebyggede kors og bliver mindet om, hvad det betyder for ham.

”På trods af sorg, er korset stadig et tegn på sejr for mig. Sejr over undertrykkelse,” siger Salah


Steven og Hiba

Lysene tændes ikke kun på taget i Steven og Hibas hjem. Som et ekstra billede på håbet, tænder deres børn også levende lys i stuen.

Korsets betydning for Steven kan opsummeres med 1. Korintherbrev kapitel 1, vers 18:

”For vel er ordet om korset en dårskab for dem, der fortabes, men for os, der frelses, er det Guds kraft,” læser han og uddyber: ”For mig er korset et tegn på Guds styrke, fordi det er symbolet på Jesu genopstandelse.”

Steven har en opfordring til kristne i hele verden:

”Som irakiske kristne er vi nødt til at blive her for at bevise, hvor stærk Kristus er. Vi har brug for kristne i resten af verden til at stå sammen med os.”

Når mørket sænker sig over Qaraqosh på Det Hellige Kors’ dag, lyser korsene på byens tage. De er en påmindelse om, at på trods af forfølgelse og krig er én ting sikker: Korset vinder altid.


Bed for Irak

  • Bed om, at de kristne må blive ved med at finde styrke og trøst ved korset.

  • Bed om, at Iraks kristne må opleve Guds kærlighed.

  • Bed om, at de kristne må få en god relation til deres muslimske naboer.