Mehr beder for dem, som bankede hende

Mehr blev banket til bevidstløshed, og hendes familie mistede deres jobs. På trods af dette har Gud fyldt hende med glæde, og hun beder for familiens forfølgere. 

En ung kristen kvinde ligger på gaden - blodig og bevidstløs. Hendes tøj er revet i stykker. Hendes skader er kritiske. Mærker er synlige omkring hendes hals, hvor hendes angribere har forsøgt at kvæle hende. 

Ovenstående er et øjebliksbillede af forfølgelsen af kristne i Indien. Den er voldelig, målrettet og omhyggeligt orkestreret - og så chokerende, at den skaber overskrifter verden over. 

Men der hører en anden historie med til billedet. En historie om modig, urokkelig – ja, ukuelig tro. For beskrivelsen ovenfor er ikke opdigtet. Den unge kvindes navn er Mehr*, og lige nu er hun fortsat ved at komme sig efter angrebet. 

Overfaldet efter bønnemøde 

Mehrs barndom var som mange andres i Indien, hvor hun voksede op i en hinduistisk familie i et hinduistisk samfund. En dag inviterede en onkel hende med i kirke, og hun blev kristen - senere tog hendes mor og søstre det samme valg. 

Det skulle dog vise sig at være en beslutning, som fik store omkostninger. En dag, hvor Mehrs mor og søster var på vej hjem fra et bønnemøde, blev de overfaldet af en rasende menneskemængde. Mehr opdagede det og løb hen for at hjælpe, hvilket resulterede i, at forfølgerne vendte sig mod hende. 

"De slog løs på mig og forsøgte at kvæle mig med en klud," fortæller Mehr. ”Jeg mistede bevidstheden, og på et tidspunkt var der en, som ringede efter en ambulance. Jeg blødte og havde fået en række skader.” 

Overvejede selvmord 

Mehr blev kørt på hospitalet, men trængslerne sluttede ikke med det. Familien blev fortsat chikaneret og truet, og selv om de gik til myndighederne, blev ingen hverken afhørt eller anholdt. Derefter mistede de en efter en deres job. 

Og en dag nægtede lægerne og sygeplejerskerne pludselig at fortsætte Mehrs behandling. Familien fandt ud af, at angriberne havde bestukket dem til dette.  

”Jeg blev grebet af angst og frygt og mistede fuldstændig modet, så jeg tilmed overvejede at tage mit eget liv,” fortæller Mehr. ”Jeg forstod ikke, hvad der skete. Men Gud havde heldigvis ikke glemt mig.” 

Fyldt med glæde 

Open Doors’ partnere fik nys om sagen og fik hende flyttet til et andet hospital, hvor de betalte for behandlingen. De hjalp også familien med dagligvarer, da ingen af dem havde en fast indkomst. 

”Vi er meget taknemlige. Da alt så mørkt ud, hjalp I os. Vores bæger flyder over af velsignelse,” erklærer hun og fortæller om, at Gud har fyldt hende med en stor glæde, og at hun beder om, at hendes forfølgere kommer til at opleve Jesus, på samme måde som hun har. 

"Guds plan for mit liv er stor, og jeg ønsker at blive brugt til hans ære. Jesus Kristus er alt for mig." 

* Navnet er ændret af sikkerhedsmæssige hensyn 

Bed 

  • Bed om, at Mehr kommer sig fuldstændig efter angrebet. 

  • Bed om, at Mehr gennem sin tro på Jesus spreder håb og glæde omkring sig. 

  • Bed Gud styrke Indiens kristne til fortsat at stå fast med en modig, urokkelig – ja, ukuelig tro. 

Artiklen er også udgivet i vores blad i november 2022. Læs hele bladet her.

Læs mere om forfølgelse af kristne i Indien.