Milepæl nået i Sudan
For første gang i Sudans historie bliver ekstremister retsforfulgt for et angreb på en kirke. Det er et stort skridt på vejen mod religionsfrihed i landet.
14 ekstremister er blevet sigtet for en række angreb og brandstiftelse på en kirke i Sudan. 9 af ekstremisterne har allerede været for retten i Dar-Alsalam Criminal Court. Afgørelsen af sagen er endnu ikke kommet.
5 sigtede har endnu ikke været for retten. Den ene er mindreårig, og hans sag skal derfor prøves ved en separat domstol. De resterende 4 sigtede er mistænkt for at holde sig skjult.
Sagen er en milepæl i Sudan, og den er bare ét af en række lovende tiltag fra Sudans regering, som skal sikre, at man kan udøve sin tro sikkert i landet.
Blandt tiltagene fra Sudans midlertidige regering er planer om at fjerne islam som statsreligion. Det vil afskaffe dødsstraffen for at forlade islam, og dermed gøre det langt mere sikkert at være kristen. Et andet stort skridt blev taget i november, hvor domstolene frifandt 8 kirkeledere, som var tiltalt for ulovligt at besætte deres kirker.
Bed for Sudan
Bed for de kristne i Sudan, og om at de må opleve større tryghed.
Bed for den midlertidige regering, og at de nye tiltag må holde ved.