Sheikens søn bliver kristen

Anwar* har ét svar på, hvordan han genfandt optimisme og håb på trods af, at han blev smidt ud af sine forældres hus, at hans søskende fornægtede ham og at han blev truet på livet.

”Jeg finder håb i Jesus,” understreger Anwar.

Sheikens søn

25-årige Anwar kommer fra en syrisk forstad med 700 indbyggere. Han har alawittisk baggrund. Alawisme er en sekterisk gren af islam, hvor en sheik leder medlemmerne i bøn, står for bryllupper og begravelser, og er religiøs dommer. Anwar var sheikens søn, og det var ikke en let opvækst.

”Det er svært at tænke på min barndom. Jeg blev holdt udenfor, og jeg havde ikke mange venner. Jeg brugte timevis alene med min telefon, men jeg var også meget religiøs. Jeg bad sammen med min far, og jeg fulgte ham tæt,” fortæller Anwar, mens sorgen er tydelig i hans øjne.

Som teenager begyndte Anwar at stille sin far spørgsmål om deres tro.

”Jeg var nysgerrig efter at vide, hvem Allah egentlig var. Elskede han mig? Hvad skulle jeg gøre for at tilfredsstille ham? Desværre ville min far ikke svare. Han sagde, at jeg ville få mere at vide, når jeg blev ældre,” fortæller Anwar.

Alawismen er meget hemmelighedsfuld. Alawittiske kvinder kender ikke troens hemmeligheder, og kun mænd, der har været igennem særlig træning bliver indviet i troen. Gennem mange år fik Anwar at vide, at han skulle vente til han blev ældre, til han kunne recitere en bestemt bøn, til han kunne følge bestemte regler, før han kunne få mere at vide. På et tidspunkt blev ventetiden for meget for ham, og han begyndte at se dokumentarer om religion.

Er kristendommen en løgn?

”Jeg var sikker på, at kristendommen var en løgn. Jeg var opdraget til at tro, at kristne tilbeder et menneske og ikke en Gud, og at de var blevet vildledt,” fortæller Anwar.

Selvom Anwar hele sin barndom havde fået at vide, at det var farligt at bruge tid med kristne, begyndte han at tale med en kristen pige på universitetet. I begyndelsen drillede han hende, når hun fortalte om Jesu død og opstandelse.

”Jeg troede ikke på det, hun sagde. Slet ikke da hun fortalte mig, at Jesus stadig lever, og at jeg kan tale med ham,” fortæller Anwar.

Mens Anwar gik på universitet, var der krig i Syrien. Anwars helbred var påvirket af situationen. Han havde fået udskudt sin militærtjeneste, fordi han var studerende, men han dumpede sine eksamener, og var ved at blev smidt ud af sit studie. Han havde smerter i maven og var ensom.

”Jeg var depressiv, og den kristne piges snak om Jesus gjorde presset endnu større. Jeg var sikker på, at Allah hadede mig, og jeg hadede ham for ikke at beskytte mig. Jeg havde lyst til at tage mit eget liv,” fortæller Anwar med besværet stemme. ”Min ven sagde til mig, at jeg ikke havde noget at miste, hvis jeg alligevel ville begå selvmord. Hun opfordrede mig til at tale med Jesus.”

Den kristne studiekammerat lærte Anwar at bede, og selv han syntes, at det virkede vanvittigt at tale til et tomt rum, prøvede han det.

”Til at starte med mærkede jeg ikke noget, men pludselig var jeg afhængig af at tale med Jesus. Jeg begyndte at lytte til lovsangsmusik og prædikener. Jeg glemte alt om selvmord. En dag begyndte jeg at græde, og jeg fortalte alt til Ham, og pludselig var jeg ikke alene mere. Jeg havde en ven. Jesus,” fortæller Anwar nu med lys i øjnene. ”Jeg begyndte at elske Jesus. Han er min bedste ven.”

Anwar holdt sin tro skjult for sin familie, fordi han var bange for, hvad de ville gøre, hvis de opdagede det. Første gang han tog med sin kristne veninde i kirke, hørte han ikke et eneste ord af, hvad der blev sagt.

”Jeg hørte hverken prædikenen eller lovsangen, fordi frygten for at nogen skulle genkende mig overskyggede alt,” forklarer Anwar.

Det lykkedes ikke Anwar at holde sin tro skjult længe. Han var sheikens søn, så alle vidste, hvem han var, og rygtet om, at han gik i kirke, spredte sig hurtigt.  

Anwar er nødt til at trække vejret dybt, før han fortæller, hvordan hans familie reagerede på nyheden om hans nye tro.

”Jeg hørte, at min mor havde fået et nervesammenbrud. Jeg forsøgte at ringe til mine søskende, men først efter flere timer svarede min søster. Hun græd og sagde, at jeg aldrig skulle komme tilbage. Hun fortalte, at hendes mor var på hospitalet, og at jeg ikke længere var hendes bror,” forklarer Anwar.

Omkring samme tidspunkt blev Anwar inviteret med på en kristen konference. Han havde svært ved at beslutte, om han skulle tage hjem til sin familie og rede trådene ud, eller om han skulle deltage i konferencen.

”Jeg kan huske mange smertefulde detaljer om, hvordan min familie behandlede mig,” fortæller Anwar, mens tårerne løber stille ned ad kinderne. ”Jeg tog på konference, og slukkede min telefon. Det var de bedste dage i mit liv. Jeg oplevede Guds nærvær på en helt ny måde.”

Da Anwar kom hjem efter konferencen, havde hans bror tømt hans værelse. Alt, hvad han ejede, stod i tasker på gulvet. Familien bad ham om at forlade deres hjem.

Anwar var alene, men gennem sit kristne netværk fik han arbejde på et håbcenter, som er støttet af Open Doors. På grund af sin uddannelse kunne Anwar arbejde som engelsklærer for 11-14-årige. Håbscenteret endte med ikke kun bringe håb til de børn, som kom der, men også til Anwar selv.

”Håbscenteret og kirken hjalp mig i en svær tid. De gav mig nyt håb, en ny start og muligheden for en god fremtid,” fortæller Anwar. ”Det er en ny begyndelse på mit liv. Min familie er som fremmede for mig nu, men jeg har fået en ny familie i kirken, som kompenserer for alt det, jeg har mistet.”

Anwar er helt anderledes, når han taler om sit nye liv. Hans øjnene lyser op, og hans stemme er let.

”Jesus betyder alt for mig. Han var med mig, da jeg ikke havde andre. Han reddede virkelig mit liv, da jeg ville begå selvmord, og han gav mig en ny familie,” afslutter Anwar.

*Navnet er ændret af sikkerhedsmæssige årsager

Bed for Syrien

• Bed om, at Anwars familie må møde Jesus, så de kan blive genforenet.

• Bed om, at nye kristne som Anwar må finde fællesskab i lokale kirker.

• Bed om, at kristne må have samme mod som Anwars veninde til at dele deres tro med andre.