Sikkerhedspolitiet overvåger kristne i Usbekistan
Religionsfriheden i Usbekistan er under pres. Indenrigsministeriet tvinger flere og flere religiøse fællesskaber til at opsætte internetbaseret kameraovervågning. Statsregistrerede moskéer fik ordren allerede i 2018, og i begyndelsen af 2022 ramte beskeden ikke-muslimske, statsregistrerede fællesskaber. Overvågningskameraerne skal både sidde inde og ude.
Menneskerettighedsforkæmpere har fortalt mediet Forum18, at sikkerhedspolitiet udnytter, at kameraerne er koblet til internettet. Siden 2018 har de overvåget moskéerne, og i 2022 er indenrigsministeriet også begyndt at bruge billederne fra overvågningskameraerne i deres arbejde.
Selvom det indtil nu kun er de statsregistrerede fællesskaber, der er blevet tvunget til at sætte kameraer op, er andre kirkesamfund ikke i tvivl om, at de også bliver overvåget. En sammenslutning af baptistkirker i Usbekistan, som ikke er statsregistrerede, har ikke overvågningskameraer endnu, men kameraer på andre bygninger filmer kirkernes indgange og porte.
”Politiet kan se, hvem der beder, hvem der prædiker, hvem der leder tilbedelse, og de kan se, om der kommer nogen, der ikke er fyldt 18 år. Overvågningen gør os sårbare, fordi politiet kan identificere os og straffe os, hvis de vil,” fortæller et medlem af et andet kirkesamfund.
En anden kristen fortæller, at overvågningen giver anledning til frustrationer:
”Politiet kan se os lige så tydeligt, som hvis de holdt os i deres hænder. Vi er hele tiden bevidste om, at vi bliver overvåget, og det fjerner vores fokus fra tilbedelsen. Vi vil have mulighed for at koncentrere os om gudstjenesten uden at være bange.”
Bed for Usbekistan
Bed om, at de kristne må være trygge ved at mødes til gudstjeneste.
Bed for sikkerhedspolitiet og myndighederne.
Bed om, at de kristne i Usbekistan må opleve, at deres kirker bliver ved med at vokse.