Sorg, udmattelse, forfølgelse – bed med kristne kvinder i Centralasien
I dag markerer vi Kvindernes Internationale Kampdag med et stærkt vidnesbyrd fra en kristen kvinde i Centralasien.
På bagerste række til et kursus om traumebehandling sidder en tynd, stille kvinde med trætte øjne. Det er svært at høre hendes navn, da hun genert præsenterer sig selv. Hendes udmattelse er tydelig.
I tre dage på et skjult sted i Centralasien var den pressede hustru, mor og kirkeleder sammen med andre kvinder på traumebehandlingskursus. Den sidste dag stillede hun sig frem og delte sit vidnesbyrd, og derefter var ingen i tvivl om hendes navn – Amida*. Frimodigt fortalte hun, hvad Gud har gjort i hendes liv på trods af store trængsler.
"En dag bad jeg om, at Jesus måtte fjerne min smerte, og mindre end to timer efter den bøn ringede en præst og fortalte mig om traumekurset for kvinder. Jeg forventede ikke meget af det, men nu kan jeg se, at det var Gud, der lagde det til rette for mig," fortæller Amida.
'Jeg følte uendelig smerte'
Træningen, der er organiseret Open Doors’ lokale partnere, kom på det helt rigtige tidspunkt for Amida. I de foregående tre måneder havde Amida oplevet flere pludselige dødsfald blandt sine nærmeste, og hun var drænet for energi.
I en alder af 26 år døde Amidas lillebror pludseligt og uventet. Sidste gang hun talte med ham, var han sund og glad og planlagde fremtiden. Næste dag vågnede han ikke. Få uger efter at have mistet sin bror, døde Amidas far. Han kunne ikke bære tabet af sin søn, og nogle måneder senere blev Amidas storebror alvorligt syg.
"I mere end en måned svævede Yunus mellem liv og død," fortæller hun. "Vores kristne familiemedlemmer bad konstant."
Med hver udfordring tilføjede Amidas muslimske naboer mere smerte. De benyttede enhver lejlighed til at skyde skylden for familiens tragedier på deres beslutning om at forlade islam og følge Jesus.
"I bliver straffet af Allah for jeres tro på en fremmed gud! I er alle værdige til døden! Dette er straffen fra Allah," sagde de igen og igen, husker Amida.
Amidas sorg og bekymring satte sig så dybt i hende, at hun fik en depression.
"Jeg følte en uendelig smerte. Jeg var udmattet," siger Amida. "Jeg bad til Gud om at helbrede mig, give mig styrke til at leve, klare alle vanskelighederne og overvinde sorgen. Jeg var nødt til at fortsætte min tjeneste og tage mig af min mand, børn og mor.”
Mere åbne for evangeliet
Kurset, som Amida var med på, blev planlagt, fordi vores lokale partnere så et stort behov for traumepleje blandt kristne centralasiatiske kvinder. Kvinderne har mange pligter og meget ansvar. Alle deltagerne på kurset var kvinder, der leder arbejdsgrupper, kirker, cellegrupper og børne- og ungdomsarbejde. Mange er gift med præster eller kirkeledere. De er alle meget travle og trætte – nogle endda udbrændte og opgivende.
Behovet for traumebehandling blandt kvinder i Centralasien er enormt. De fleste medlemmer i både officielle kirker og undergrundskirker er kvinder. I muslimske samfund ses og behandles de som mindre værdifulde end mænd, hvilket gør dem mere sårbare over for diskrimination, misbrug og endda angreb. Det betyder, at kvinder ofte er mere åbne overfor evangeliet, fordi de oplever, at mænd og kvinder er lige.
En anden forklaring på, at der er mange kvinder i kirkerne, er, at mange mænd forlader de centralasiatiske lande for at finde arbejde i nabolandene.
Fornyet energi
På kurset, som Amida deltog i, lærte kvinderne om negative følelser og depression, og hvordan man opdager og håndterer en depression.
Hver aften efter de lange undervisningssessioner nød deltagerne forkælelser som massage, tid i sauna og swimmingpool - en luksus, som de sjældent eller aldrig ellers ville opleve. En af dagene sluttede med en danselektion.
"For første gang i mit liv fik jeg massage, og jeg havde aldrig troet, at det ville være så godt." siger Amida. "Ved dansetimen var jeg genert i starten, men så begyndte jeg at danse trin for trin. For første gang i flere måneder var jeg glad."
Kurset gav Amida og de andre deltagere redskaber og mod til at klare det pres, som kristne kvinder i Centralasien er under.
"Jeg har lært om sorg og dens negative virkninger, og hvordan jeg kan gå igennem det på en 'sund måde' for at undgå følelsesmæssig ødelæggelse. Den viden har hjulpet mig til at forstå mine egne følelser og mit hjertes tilstand. Det er også brugbart i min tjeneste blandt kvinder. Nu kan jeg hjælpe andre," fortæller Amida.
Amida og de centralasiatiske kvinders historier er langt fra enestående. I en lang række lande, hvor kristne bliver forfulgt er kvinder ofte nederst i hierarkiet i forvejen, og når de ovenikøbet er kristne, lægger det ekstra pres på dem.
Selvom forfulgte kristne kvinder oplever massivt pres, er deres tro ofte ukuelig – også selvom de er den eneste kristne i deres familie.
Bed for forfulgte kristne kvinder
Bed om, at Amida og de andre kvinder på traumekurset må holde fast i den energi, som kurset gav, og at de må blive fejret efter alle de centralasiatiske traditioner på Kvindernes Internationale Kampdag.
Bed for de millioner af kristne kvinder, som er pressede både på grund af deres køn og deres tro.
Bed om, at kvindernes tro må skinne, så deres familier og naboer må opdage, hvem Gud er.
Bed om, at alle kvinder må føle sig elsket og værdsat i dag på Kvindernes Internationale Kampdag.