Store bøder og fængselsstraffe til kinesiske kristne
Antallet af kristne i Kina, der dømmes for svig og for at drive kirker og kristne aktiviteter, er stigende. Chen Yu, Ji Chugang og Chen Lijun er tre af de kristne, som det seneste år har mærket, at Kina lægger større og større pres på de kristne.
I december sidste år blev Chen Yus fængselsdom fra 2019 stadfæstet. Han blev idømt syv års fængsel og en bøde på 200.000 yuan (ca. 200.000 kr.) for at sælge udenlandsk religiøs litteratur. De bøger, han solgte, stammede fra Taiwan. Han er blot én i en lang række af kristne, der er blevet straffet for at trykke og sælge kristen litteratur.
Den 28. juni blev Ji Chugang idømt en bøde på 150.000 yuan (ca. 150.000 kr.). Myndighederne opdagede, at han havde arrangeret uautoriseret religiøs undervisning. Politiet havde konfiskeret billeder, dokumenter fra undervisningsstedet og en deltagerliste, der blev brugt som beviser i retssagen.
Chen Lijun er en af de seneste i rækken af dømte kristne. Hans kone fortæller, at han har været tilbageholdt siden den 10. august. Han er anklaget for svig, fordi han har købt kristne bøger online. Samtidig møder mere end 100 medlemmer af hans kirke forfølgelse. Selvom den endelige dom ikke er faldet i Chen Lijuns sag, har han allerede fået en bøde på 100.000 yuan (ca. 100.000 kr.).
”Hårde straffe er et af de værktøjer, som myndighederne bruger for at begrænse de kristne ledere i Kina. De straffer den enkelte leder, og det bliver en advarsel til andre. Vi har hørt om flere andre, som har fået bøder for at lave aktiviteter for kristne,” fortæller en af Open Doors’ researchere.
I oktober afholdt Kinas kommunistparti deres kongres. Her blev det igen tydeliggjort, at de kristnes muligheder ikke bliver bedre i fremtiden.
”Partikongressen viste, at myndighederne vil stramme kontrollen, og vi ved fra tidligere, at kristne ses som en trussel mod landets sikkerhed,” fortæller Thomas Muller, der er forfølgelsesanalytiker i Open Doors.
Bed for Kina
Bed om, at kristne som Chen Yu, Ji Chugang og Chen Lijun, der er blevet straffet hårdt, ikke må opgive troen.
Bed om, at Kinas ledere må se Guds kærlighed i de kristne, som de forfølger.
Bed om, at kirkerne må stå sammen mod det pres de oplever, og at de må opleve vækst på trods af forfølgelserne.