Største stigninger på World Watch List 2023

Flere lande er sprunget adskillige pladser på årets World Watch List. Placeringerne på listen afgøres af en score, som måler på seks forskellige parametre – den samlede score kan maksimalt være 100 (Nordkoreas er 98). De lande, hvor den samlede score er steget mest, er Sudan, Mali, Cuba, Comorerne og Nicaragua.   

Sudan

Efter nogle år, hvor det begyndte at se lysere ud for de kristne i Sudan, er landet tilbage i top-10 på World Watch List. Kirkerne og de kristne oplever især pres fra myndighederne og fra deres lokalsamfund. Volden mod de kristne er også taget til gennem det seneste år.  

Mali

Malis svage og korrupte regering er en af årsagerne til landets spring på World Watch List. Regeringen har kun kontrol over de store byer, mens jihadistiske grupper tager mere og mere kontrol i resten af landet. Deres kontrol betyder øget vold mod og pres på landets kristne.  

Cuba

Det diktatoriske regime i Cuba har øget undertrykkelsen af modstandere af landets kommunistiske principper. Det går ud over kristne og kirkeledere, som forsøger at holde fast i deres ret til at mødes frit. Derfor tager Cuba for andet år i træk et stort spring på World Watch List. 

Comorerne

Regeringen på Comorerne har sagt offentligt, at der ikke er religionsfrihed i landet. Derudover er presset på de kristne fra deres lokalsamfund steget det seneste år. Det øgede pres betyder, at Comorerne er tilbage på World Watch List. 

Nicaragua

Nicaraguas præsident Ortega har det seneste år forsøgt at lukke munden på alle, der er uenige med ham. De kristne og kirkerne har været et særligt mål, fordi de blandt befolkningen anses som en troværdig autoritet i landet. Kirkernes aktiviteter er blevet lukket ned, og kirkeledere har oplevet diskrimination og udvisning fra landet.  

Artiklen er også udgivet i vores blad i januar 2023. Læs hele bladet her.

Læs mere om World Watch List 2023.