Svigerfamilien bankede Shweta halvt ihjel
Shwetas hinduistiske svigerfamilie bankede hende halvt ihjel, fordi hun er kristen. Det har taget tid, men i dag har hun tilgivet sin svigerfamilie, og de har ændret deres indstilling til hende og hendes tro.
Selv om indiske Shweta er opvokset i en kristen familie, blev hun gift med en mand fra en stærkt troende hindufamilie.
”Hver eneste dag ydmygede de mig på grund af min tro. Min svigermor skældte mig ud for småting og slog mig ofte. Nogle gange tog jeg hjem til min mor for at få en pause fra volden og chikanen, som bare blev værre og værre,” fortæller hun.
”Jeg holdt det kun ud, fordi jeg elskede min mand og ønskede at være sammen med ham.”
Banket bevidstløs
En dag fik Shweta høj feber, og hendes svigermor sagde, at det var et dårligt varsel, som skyldtes hendes kristne tro. Derfor var hun nødt til at tilkalde en troldmand, som kunne udføre nogle besværgelser og derved redde Shweta for den ulykke, som var varslet.
”Og før jeg fik protesteret, havde hun tilkaldt en troldmand, og en ceremoni gik i gang,” siger Shweta, som fik besked på at sætte sig midt i rummet.
Da ceremonien var ovre, omringede Shwetas svigermor og andre kvinder fra familien hende, hvorefter de begyndte at slå løs på hende. ”Det er for at fjerne de urene ånder fra dig”, forklarede de.
”I forvejen var jeg syg med feber, men disse kvinder fortsatte bare med at overøse mig med spark og slag. De brugte endda deres sko og sandaler til at slå mig med, alt imens min babydatter lå på gulvet ved siden af mig,” siger Shweta og tørrer en tåre væk fra den ene kind.
”På et tidspunkt mistede jeg bevidstheden, og da jeg vågende op igen, var det efter flere timer og i en hospitalsseng.”
Reddet af mor
Det var Shwetas mor, som reddede hende. Nogen havde anonymt ringet til hende og fortalt, at hendes datter var ved at blive gennembanket af sin svigermor og andre fra svigerfamilien – og så havde hendes mor taget den fire timer lange rejse til sin datters hjem for at komme hende til undsætning.
”Da min mor ankom, var jeg bevidstløs og blødte kraftigt fra min pande. Og min lille datter havde ikke fået mad i timevis. Hvilken hjerteløshed fra min svigerfamilies side at overlade den lille pige til sig selv!
Det har taget Shweta adskillige måneder at overvinde sine hovedskader. I lang tid led hun af konstant hovedpine, og indimellem mistede hun fornuften og opførte sig uberegneligt.
”Der gik mere end et år, før min hjerne fungerede normalt igen, og jeg kunne komme videre med mit liv,” konstaterer hun.
”Min præst og hans familie besøgte mig jævnligt, og jeg bad og læste i Bibelen, og langsomt kom jeg mig. Gud styrkede og hjalp mig.”
Forsoning med svigerfamilien
Overfaldet betød naturligvis, at Shweta flyttede væk fra sin svigerfamilie med sin datter, men da hun var blevet helt rask, opsøgte hendes mand hende og bad hende om at flytte tilbage.
”I Indien er kulturen sådan, at når du som kvinde er blevet gift, så tilhører du din mands familie. Så det lagde et pres på mig. Men jeg var bange.”
“Min mand lovede dog, at han ville beskytte mig denne gang, men jeg turde stadig ikke løbe risikoen. Så jeg sagde nej både første og anden gang, han spurgte – men da han tredje gang kom og spurgte mig, fik jeg en følelse af, at det var ok at tage med ham, og så sagde jeg ja.
Shwetas mand byggede en hytte til dem i nærheden af hans forældres hus, hvor de kunne bo. Som tiden gik, lykkedes det gradvist for Shweta at tilgive sin svigerfamilie.
”Det var virkelig vanskeligt. Det var de samme mennesker, som næsten havde slået mig ihjel. Men Gud hjalp mig, og jeg kunne vise mine svigerforældre min kærlighed gennem små, praktiske handlinger i hverdagen.”
Dette påvirkede svigerforældrene så meget, at de ændrede deres indstilling til Shweta. Nu taler de pænt til hende og inviterer hende ofte hjem.
”De har erkendt, at de har opført sig forkert over for mig, og hvis de er syge, spørger de, om jeg vil bede for dem,” smiler hun.
Skrædderkursus har løftet økonomien
Den senere tid har Shweta gået på en skrædderskole, som Open Doors’ partnere har oprettet for at hjælpe fattige, kristne kvinder med at finde et levebrød (se infoboks andetsteds på siden). Efter et forløb på skolen vil kvinderne kunne etablere deres egen lille skrædderforretning og på den made få en god indkomst.
”Jeg er meget glad for, at jeg har fået denne mulighed. Det er en stor hjælp for vores familie, at jeg nu kan bidrage til vores økonomi. Og vi har nu råd til at sende vores børn i en bedre skole,” stråler hun.
Artiklen er også udgivet i vores blad i november 2022. Læs hele bladet her.