Tak for støtten til Syrien og Tyrkiet
Tusind tak til alle, som har bakket op om vores indsatser i Tyrkiet og Syrien efter jordskælvene tidligere i denne måned. Det har været dejligt at mærke responsen fra vores bagland – både bønnerne og den økonomiske støtte.
I Syrien alene fik 7.000 personer hjælp fra Open Doors allerede samme dag, som jordskælvene ramte. Vores samarbejdspartnere (lokale kirker) har været i landet i mange år, og derfor kunne tusindvis af husvilde med det samme søge tilflugt i nogle af disse kirker, hvor de har overnattet og fået mad – alt sammen finansieret af Open Doors.
De fleste af de mennesker, der oprindeligt fandt husly i 16 kirker i det nordvestlige Syrien, er nu indlogeret på hoteller, flyttet ind hos slægtninge eller flyttet hjem igen (hvis hjemmet blev erklæret sikkert at opholde sig i).
Da jordskælvene hovedsageligt ramte Latakia og Aleppo, hvor vi anslår der bor 50.000 kristne, planlægger vi i den nærmeste fremtid at støtte 25.000 kristne med deres umiddelbare behov. Derudover vil vi støtte kristne familier, hvis hjem har fået omfattende skader af jordskælvet. Vi fokuserer specielt på folk med særlige behov som ensomme ældre og enker, der forsørger hele familier.
Det, som vi lige nu hjælper med, er blandt andet:
• Madkuponer/penge til mad
• Medicinsk og hygiejnisk hjælp gennem kirkernes sundhedsklinikker
• Genopbygning af huse og hjælp til midlertidig husleje til 1.000-2.000 familier
• Traumebehandling
På lidt længere sigt planlægger vi at hjælpe op mod 200.000 mennesker i hele Syrien gennem vores 160 såkaldte håbscentre (lokale kirker, som vi samarbejder med).
Du kan stadig hjælpe os med at hjælpe i Syrien og Tyrkiet:
* MobilePay 90258 – mærk gaven ”jordskælv”
* Bankkonto 1551-3894622 – mærk gaven ”jordskælv”
(NB: Skulle det ske, at Open Doors indsamler flere penge end der er brug for til indsatsen i Syrien og Tyrkiet, vil de overskydende penge blive brugt, hvor behovet er størst.)