Traumecenter blev vendepunkt for voldtægtsramt familie
Militante fulanier bortførte fem søstre og voldtog de to ældste, inden de blev købt fri af forældrene. Et ophold på Open Doors’ traumecenter hjalp familien til at bearbejde den rædselsfulde oplevelse.
De senere år har Nigeria ligget på en blodig førsteplads på listen over lande, hvor volden mod kristne er værst, og hvor flest kristne bliver slået ihjel for deres tro. Således også i år, hvor fire ud af fem drab på kristne er sket i Nigeria – flere end 4.600 kristne har mistet livet som følge af deres tro.
Derudover er et ukendt antal kvinder og piger blevet voldtaget. To af dem er Damaris* og Faith*; de to ældste i en søstreflok på fem.
”En dag, hvor vores far ikke var hjemme, dundrede det pludselig på døren, og vi stoppede forskrækket op i vores smådrillerier af hinanden. Vi var bange for, at det var militante fulanier, som stod derude,” fortæller den ældste af søstrene, Damaris.
Frygten viste sig velbegrundet. Da de fem søstres mor åbnede døren, blev hun mødt af bevæbnede fulanier, som forlangte penge, og da der ingen penge var i huset, besluttede fulanierne, at kvinderne skulle være deres betaling og beordrede dem udenfor.
”Vi blev tvunget til at gå af sted, væk fra vores landsby, men vores mor blev hurtigt træt. Derfor lod mændene hende gå tilbage og fortsatte med mig og mine fire søstre. Vi gik to dage på en stenet vej med bare fødder,” husker Damaris.
Tårnhøj løsesum
Da de nåede deres bestemmelsessted, konstaterede søstrene, at det var en stor lejr med flere end 500 personer, som alle var lænket sammen. Det fik hjertet til at synke i livet på dem.
”I det øjeblik vidste jeg, at hvis Gud ikke var med os, ville vi ikke klare det,” erklærer Damaris. ”Derfor samlede jeg hver morgen mine søstre, så vi kunne bede sammen, og jeg opmuntrede dem til ikke at rette anklager mod Gud eller at miste troen, men blive ved med at stole på ham.”
Efter en uge bad kidnapperne om telefonnummeret på søstrenes forældre, hvorefter de ringede forældrene op og krævede 100 millioner naira (1,6 millioner kroner) i løsesum - ellers ville de dræbe søstrene. Damaris kunne høre sine forældre græde i telefonen.
”Så mange penge havde de slet ikke. Jeg kunne høre, at mine forældre tiggede og bad fulanierne om at skåne vores liv. Til sidst gik de med til en løsesum på to millioner naira (32.000 kroner) samt to cykler. De mindede mine forældre om, at de ikke ville tøve med at dræbe os, hvis de ikke modtog disse ting. Jeg kunne høre min mor råbe ’Gud forbarme sig over os’, da de afsluttede opkaldet.”
Næsten fri – men det værste ventede
Forældrene solgte alt, hvad de havde af værdi – inklusive deres gård. På den måde fik de skrabet hele løsesummen sammen.
"Endelig – efter 18 dage med modgang, pine, sult, frygt og angst - kom dagen for vores løsladelse. Vores far afleverede pengene og cyklerne på det aftalte sted, hvorefter mændene gik tilbage til lejren for at hente os. Vi var sultne og svage, men tanken om snart at være frie og skulle genforenes med vores forældre gav os styrke. Vi blev ved med at takke Gud, mens vi gik gennem skoven," fortæller Damaris.
Det værste var dog ikke overstået endnu. De fire unge fyre, som eskorterede søstrene ud gennem den skov, hvor lejren lå, forlangte pludselig, at søstrene skulle vaske sig i et nærliggende vandløb.
”De rettede deres våben mod vores hoveder og sagde, hvis vi ikke gjorde det, ville de dræbe os. Herefter udvalgte de min ældste lillesøster, Faith, og jeg og beordrede os til at følge med dem … og så voldtog de os, inden de sendte os videre på egen hånd,” siger Damaris.
Hvis Gud elsker mig, hvorfor så dette?
”Det var den værste oplevelse, jeg nogensinde havde været igennem," erklærer Faith, ”men kort efter stødte vi på en anden gruppe fulanier. De var meget ældre end de fire, som havde eskorteret os ud af lejren, og de spurgte, hvor vi var på vej hen. En af dem kiggede på mig og beordrede mig til at følge med ham.”
”Jeg var så bange. Det var kun få minutter siden, jeg var blevet voldtaget, og nu skulle det ske igen. Mine fødder føltes tunge, da han beordrede mig til at gå, mens han rettede sin pistol mod mig. Han tog fat i mig og smed mig på jorden. På det tidspunkt bad jeg Gud om at tage mit liv. Smerten og ydmygelsen var for meget. Jeg tænkte ved mig selv: Hvis Gud virkelig elsker mig, hvorfor ville han så tillade mig at opleve denne smerte og skam to gange?”
Traumecenter blev vendepunkt
Pigerne nåede endelig deres hjem og blev genforenet med deres forældre. Open Doors’ traumecenter hørte, hvad familien havde været udsat for og inviterede dem alle til at tilbringe en uge på centeret. Her deltog familien i sessioner specielt designet til at hjælpe overlevende med at behandle traumer. Gennem disse workshops fandt familien elementer af helbredelse og accept.
”Vi skrev al vores frygt og smerte ned på nogle sedler, hvorefter vi havde en ceremoni, hvor vi forestillede os, at vi lagde vores smerte og frygt for fødderne af Jesus. Under ceremonien følte jeg, at al min smerte forsvandt - især da de på et tidspunkt brændte sedlerne, og jeg så dem blive til aske,” fortæller Faith.
Fordi heling ikke altid er en lineær proces, inviterede traumecentret familien tilbage i endnu en uge. Denne gang blev hvert familiemedlem bedt om at tegne, præcis hvordan de så sig selv. Faith græd og fortalte traumerådgiverne om, hvad voldtægterne havde gjort ved hendes selvbillede.
”Jeg var fyldt af selvhad og skam og følte mig beskidt og uværdig. Men på centeret gik det op for mig, at Gud på trods af det skete stadig ser mig som en smuk ung kvinde. Jeg er vidunderligt skabt i hans billede.”
”Jeg har mere selvtillid nu, og jeg er klar til at møde verden med oprejst pande, fordi jeg er værdsat af Gud. Dette center et sted for genopretning, og jeg har endelig fundet fred igen,” smiler hun.
Bed for Nigeria
Bed for Faith, Damaris samt deres søstre og forældre.
Bed om, at Gud vil fortsætte med at bringe helbredelse til deres hjerter og sind.
Bed også for Open Doors’ traumecenter – at mange må finde hjælp til helbredelse og genoprettelse der.
Voldtægt som våben
Voldtægter er de senere år blevet et yndet våben for militante fulanier. Både unge og ældre kvinder er ofre for dette, og nogle gange tvinges deres mænd til at kigge på. Formålet er at ydmyge og bringe skam og skændsel over både ægtemænd og deres hustruer. Når en mand tvinges til at se sin kone blive voldtaget, rammer det hans selvværd – han føler sig hjælpeløs og uduelig, fordi han ikke er i stand til at redde hende.
”Kvinderne bliver nogle gange gravide, og deres børn vokser op uden at vide, hvem deres far er. Situationen kræver stor visdom,” forklarer Balat* fra Open Doors’ traumecenter i Nigeria.
Artiklen er også udgivet i vores blad i februar 2022. Læs hele bladet her. Du kan også læse mere om World Watch List her.