Ulovligt salg af bibler? Kristen kineser retsforfølges

China_2020_0700100259_nyhedsbrev.jpg

Den kristne forretningsmand, Lai Jinqiang, stilles for retten i Kina. Han er anklaget for at sælge Bibelen som lydbog uden tilladelse.

Det har længe været populært i Kina at lytte til Biblen fremfor at læse den. Især i områder langt fra byerne, hvor det kan være svært at distribuere fysiske bibler. Lydbogen er let at bruge og ind til nu har den været lettilgængelig online.

”I 2006 udkom Bibelen første gang som lydbog i Kina. Den blev især populær i landområdernes huskirker,” fortæller en hemmelig kilde til Open Doors.

Situationen i Kina har ændret sig de seneste år. Siden 2018 har myndighederne strammet grebet om de kristne. Lovgivningen er ikke blevet ændret, men myndighederne er begyndt at håndhæve lovgivning, som stiller hårde krav til kirker. Lovgivningen betyder blandt andet, at det kun er de registrerede kirker, der må sælge og distribuere bibler. Det er den del af lovgivningen, som Lai Jinqiang rammes af.

”Lai Jinqiangs arbejde fokuserede især på at gøre lydbogen af Bibelen tilgængelig for ældre kinesiske kristne. De er ikke i forvejen vant til at finde prædikener og kristen musik på internettet. Interessen er steget og 10.000-vis har lyttet til Bibelen de seneste år,” fortæller Open Doors’ kilde om Lai Jinqiangs arbejde.

Retssagen mod Lai Jinqiang er ikke blot én retssag mod én mand. Den er et tegn på myndighedernes angreb på de kristne fællesskaber i Kina.

”Hans retssag er med stor sandsynlighed en del af et større angreb mod den kristne kirke i Kina. Det startede for ca. syv år siden, og især de seneste to år er undertrykkelse af kristne i hele Kina taget til,” forklarer Open Doors’ kilde.

Open Doors analyser viser, at undertrykkelsen af de kristne fællesskaber kommer af en frygt for den ”kristne trussel”. I Kina er der omkring 100 millioner kristne, og det ser myndighederne som en trussel mod deres autoritet.

Bed for Kina

  • Bed for Lai Jinqiangs retssag og for andre kinesiske kristne i samme situation.

  • Bed om at endnu flere kinesere må opleve Gud på trods af myndighedernes arbejde

  • Bed for de kinesiske myndigheder, som føler, at deres autoritet er truet af de kristne