Vandboring giver nyt håb i Nigeria

Nigeria_2021_0270104101_web.jpg

For et lille lokalsamfund i det nordøstlige Nigeria er en ny vandboring med rent vand ikke kun med til at redde liv – den er også et bønnesvar. Det rene vand giver både forbedret sundhed og en styrket tro til den kristne landsby.

I et øde og tørt hjørne af staten Bauchi i Nigeria har man indtil nu hentet vand i en flod med stillestående vand eller i næsten udtørrede brønde. Vandet har været meget beskidt, og det har været en sundhedsrisiko at drikke vandet. Det har en af landsbylederne, Idi, mærket. Hans søn blev syg af det beskidte vand:

”Vores præst kom og bad for min søn. Han sagde, at han troede på, at Gud kunne helbrede vores søn og gøre en ende på vores problemer,” fortæller Idi.

Idis landsby består hovedsageligt af kristne, selvom de bor i en stat, som er styret af sharialovgivning. Lovgivningen betyder, at de kristne ikke har samme adgang til rent vand, sundhedsklinikker og uddannelse, som de muslimske indbyggere i staten.

Tidligere på året fik Open Doors mulighed for at hjælpe landsbyen med adgang til rent vand, og det var et svar på Idis og præstens bøn.

”Nogle dage efter præstens besøg kom mine børn hjem og skreg af glæde. Jeg blev forvirret og spurgte, hvad der skete. Min datter sagde: ’Far, vi har fået rent vand i vores landsby.’ Hun tog en skål og løb ud ad døren. Jeg fulgte efter hende, og da jeg så vandboringen, vidste jeg ikke, hvad jeg skulle sige. Stort set hele landsbyen stod ved vandboringen med skåle for at hente rent vand.”

Idi blev bekræftet i, at Gud lytter til vores bønner.

”Mit hjerte flyder over af glæde. Min søn blev helbredt, og vi har fået rent vand, præcis som præsten bad om,” siger Idi.

Open Doors planlægger at lave 10 nye vandboringer i små kristne samfund i Nigeria i år.

Bed for Nigeria

  • Tak Gud for den glæde, som vandboringen har bragt.

  • Bed for de myndigheder, som formener de kristne adgang til rent vand, sundhedsklinikker og skoler.

  • Bed om, at vores partnere må nå frem til de landsbyer, som har brug for vandboringer og anden hjælp.