Kristne fællesskaber blandt stammesamfundene i Colombia møder store udfordringer, når deres lokalsamfund udstøder dem på grund af deres tro. I mange tilfælde nægtes de kristne adgang til basale nødvendigheder. Kristne presses ofte til at deltage i stammens ritualer i stedet for at få plads til at praktisere deres kristne tro.

Nasa-stammen er et af de steder, hvor de kristne er under stort pres på grund af deres tro. De er blevet frataget muligheden for at undervise deres børn med udgangspunkt i bibelen.

For at støtte de kristne i Nasa-stammen har Open Doors tilbudt kurser, hvor kristne undervises i, hvordan de kan holde fast på Jesus og udleve troen selv under forfølgelse. Ud over kurserne har Open Doors sørget for traumebehandling og støtte til at skaffe mad og andre nødvendigheder.

På trods af hjælpen er særligt børnene under pres. De er ofte adskilt fra deres familier i hverdagene, fordi det tager to timer at rejse til ordentlige skoler med relevant undervisning.

Gennem tidligere skrivekampagner har vi set smilene på børnenes ansigter, når de får breve fra kristne i hele verden. Brevene opmuntrer børnene, fordi de opdager, at andre kender til deres udfordringer og vil bruge tid på at skrive til dem og bede for dem.

Brevene bringer ikke kun glæde – de er også en vigtig påmindelse om, at de ikke er alene på deres trosrejse.

Vi håber, at du vil være med til at opmuntre endnu flere kristne børn fra stammefolkene i Colombia.

Sådan gør du

  • Bed før du begynder.

  • Skriv en opmuntrende hilsen eller en bøn. Du kan også sende en tegning eller et postkort (send postkortet i en kuvert, og skriv ikke Open Doors’ adresse på selve postkortet).

  • Skriv gerne på spansk (det må gerne være oversat med hjælp fra internetværktøjer) eller på simpelt engelsk, og hold det kort.

  • Inddrag gerne et bibelvers.

  • Skriv opmuntrende og dvæl ikke ved modtagerens vanskeligheder eller dine egne goder.

  • Tilbyd ikke penge eller anden form for hjælp.

  • Undgå kritik af myndigheder, politik og religion.

  • Skriv gerne dit fornavn, alder og land, men ikke dit efternavn og adresse.

  • Nævn aldrig Open Doors!

 

Send din hilsen i en kuvert til Open Doors Danmark, Haslegårdsvej 10, D9, 8210 Aarhus V eller på mail til danmark@opendoors.dk – mærk din e-mail med ’Skriv til Colombia’.

Skrivekampagnen slutter d. 31. marts 2025