12 skud dræber egyptisk kristen

28-årige Rani Rafaat blev dræbt den 27. april. Han blev ramt af 12 skud. To uger efter Ranis død har hans morder lavet en video, hvor han beskylder Rani Rafaat for at være ven med muslimske kvinder.

”Den 27. april startede som en dejlig dag,” fortæller Rani Rafaats far. Sammen med Ranis mor, havde de været på tur til Mar Mina-klosteret. ”På vej tilbage bliver Rani ringet op af en kunde, som skulle bruge noget fra hans butik. Vi tog med Rani hen til butikken, men han sagde, at vi kunne tage hjem, så ville han komme senere. Men han kom aldrig hjem igen. Vi var kun lige kommet hjem, da telefonen ringede, og vi fik at vide, at han var blevet dræbt.”

Rani Rafaat havde en butik, hvor han solgte landbrugsvarer, og ved siden af underviste han i landbrug. Over butikken boede Ranis tante, som så drabet på sin nevø.

”Jeg så tre maskerede mænd med automatvåben. De bar sort tøj, som ligner det, som ISIS-medlemmer har på. De skød efter Rani mere end 20 gange. Bagefter flygtede de, og jeg kunne høre dem skyde op i luften og råbe ’Allahu Akbar,’” fortæller hun. Allahu Akbar betyder Gud er den største og er en muslimsk taksigelse.

Ranis far skyndte sig hen til butikken efter opkaldet fra Ranis tante.

”Jeg fandt ham liggende på gulvet i en pøl af blod. Jeg var i chok, da jeg så, at han var død,” fortæller Ranis far.

Angrebet i april var ikke første gang Rani Rafaat blev ramt af skud. I december 2021 blev han skudt i benet, men slap væk inden han blev dræbt.

”Overfaldsmanden blev dengang hurtigt fundet og arresteret. Han fortalte, at han havde skudt min søn, fordi han er ven med muslimske kvinder på Facebook,” forklarer Ranis far.

Ifølge islam må en muslimsk kvinde ikke gifte sig med en kristen mand. Derfor ser man også ned på venskaber mellem muslimske kvinder og kristne mænd. Efter angrebet i december blev Ranis familie presset til at droppe anklagerne mod overfaldsmanden, fordi han efter sigende led af psykisk sygdom.

Rani Rafaat slettede sin Facebook-profil, fik nyt telefonnummer og flyttede til en anden by for at slippe for rygterne om, at han havde kvindelige muslimske venner. Alligevel var rygterne vedholdende nok til, at en fremmed mand ville angribe Rani seks måneder efter det første angreb.

I maj lagde Ranis morder en video på YouTube, hvor han indrømmede drabet. I videoen forklarer han også, at de ikke kendte hinanden, men at han er glad for at have dræbt Rani, fordi han var ven med muslimske kvinder.

Drabet på Rani Rafaat er ikke en enestående begivenhed i Egypten. Den 8. juni blev en kristen mand stukket ihjel af en mand, som også tidligere er dømt for voldelige overfald mod kristne.

Bed for Egypten

  • Bed om. at Gud må hele traumerne hos Ranis efterladte: hans forældre og to yngre søskende

  • Bed om, at egyptiske kristne ikke må blive grebet af frygt på grund af de voldsomme angreb de er vidner til.

  • Bed om, at Gud må røre voldsparate muslimer, så de omvender sig til ham.