Irans regering advarer om kristendommens vækst

Irans regering holdt for nylig et særligt møde, hvor de talte om udbredelsen af kristendommen blandt grupper, der hjælper stofmisbrugere. Religiøse og sociale myndigheder har advaret om, at sårbare grupper med økonomiske problemer - folk som stofmisbrugere - vender sig mod kristendommen, og det har givet anledning til bekymring i den iranske regering.

Iran er officielt en islamisk republik, og den eneste officielle religion er shia-islam. Nogle få kristne kan offentligt følge Jesus, men de er meget begrænsede - de skal tilhøre historiske kirkesamfund, og de må ikke tilbede på farsi, Irans nationalsprog. Det er på ingen måde tilladt at konvertere til kristendommen fra islam. Straffen for at forkynde kristendom, der leder til at en muslim konverterer eller for at konvertere fra islam kan være dødsstraf - selvom det sjældent er sket.

Under det særlige møde i den iranske regering hørte embedsmænd, hvordan misbrugere i afvænning er blevet kristne i en søgen efter fred og en ny retning i livet. Nogle har endda dannet en huskirke.

En Open Doors-partner, der er kirkeleder i et naboland til Iran, hjælper iranske stofmisbrugere med at finde fred, glæde og frelse i Jesus.

"Vi har arbejdet blandt stofmisbrugere og har set, hvordan Gud på forbløffende vis forvandler deres liv og bruger dem," siger han. "Men for nylig har vi hørt, at regeringen har opdaget aktiviteter, som kristne laver i mange byer, hvor de tjener blandt afhængige grupper."

I lyset af de økonomiske, politiske og sociale udfordringer i Iran søger mange en form for fred. Iranske islamiske religiøse ledere beskylder kristne for at præsentere kristendommen som en fredens religion. En beskyldning, som kristne ikke tager ilde op, fordi de netop tilbeder fredsfyrsten!

Kristendommen spreder sig ikke kun blandt tidligere misbrugere i Iran. Kristne satellitkanaler og kristnes tilstedeværelse på sociale medier - især Instagram - har givet folk mulighed for at lære om Jesus og kristendommen. Et øget engagement på sociale medier har ført til en stigning i antallet af mennesker, der bliver kristne, og det lægger pres på regeringen.

De kristne i Iran har brug for, at kristne i hele verden beder sammen med dem.

"Bed med os om, at Gud vil beskytte de kristne, der prædiker evangeliet, især når de samles i huskirkerne," siger vores partner i et naboland. "Bed om, at Gud vil blive ved med at bruge de svageste til at vise sin herlighed."

Bed for Iran

  • Bed om, at nye kristne må mærke Guds kærlighed mere end presset fra regeringen, så de holder fast i deres tro.

  • Bed for dem der sætter meget på spil for at fortælle andre om deres tro på Jesus.

  • Bed om, at de mange, der kommer til tro, må være en øjenåbner for regeringen, så de ser, hvor stor Gud er.