Uddannelse skal sikre Ayuba og familiens fremtid

I august 2023 delte vi Ayubas historie på vores hjemmeside og i vores blad. Siden Open Doors’ første møde med Ayuba i 2022 er der sket meget. Vi har fået mulighed for at besøge ham igen for at høre, hvordan det går.

Læs den første artikel med Ayubas historie her.

Da vi mødte Ayuba i 2022, levede han og hans søskende i skjul. Efter Boko Haram dræbte deres far i 2020, kom Ayuba på den islamistiske terrorgruppes liste over nye mål. Ayubas præst foreslog, at han og hans søskende deltog i traumepleje støttet af Open Doors. Den unge mand havde indtil da holdt fast i en stor vrede og hævnlyst overfor sin fars mordere og dem i samfundet, der delte, hvor hans far gemte sig.

Traumeplejen ændrede Ayubas liv.

"... Jeg besluttede at give slip på min vrede og have fred. Gud bragte mig hertil for at helbrede mig... Helt ærligt, hvis jeg ikke var kommet til dette seminar, ved jeg ikke, hvordan jeg ville være endt," sagde Ayuba dengang.

Ayuba fik også en sum penge fra Open Doors for at han kunne opfylde sin families mest presserende behov. På grund af sin fars død var Ayuba blevet den eneste forsørger og omsorgsperson for sine søskende. Han fik småjobs i byggeriet, men det gav ikke en fast indkomst, og han tjente ikke nok til at kunne sende sine søstre i skole og sætte mad på bordet.

Open Doors sigter så vidt muligt efter at hjælpe sårbare kristne til at blive modstandsdygtige i deres tro, og vi tror på, at det har stor betydning, at en familie kan klare sig selv. Derfor hjælper vi hver familie ud fra deres kontekst, og derfor spurgte vi Ayuba, hvad bringer fremtiden?

Det er en sjælden luksus for forfulgte kristne at kunne drømme og planlægge. De fleste forsøger bare at overleve hver dag.

Ayuba udtrykte først et ønske om at tage en universitetsgrad. For unge nigerianere kan en videregående uddannelse være et vigtigt skridt på vejen mod fast job, men selvom dem, der har en kandidatgrad, har en fordel, er de ikke sikret et job.

Det var et dilemma for vores lokale partnere, at selv hvis de støttede Ayuba gennem mange års studier, var det ikke sikkert, at det ville give ham mulighed for at forsørge sin familie. De endte med at gå en anden vej og tilbød Ayuba en erhvervsuddannelse, som ville give ham mulighed for hurtigere at kunne forsørge sin familie.

Ayuba overvejede nøje mulighederne for, hvilken erhvervsuddannelse han ville tage, som kunne give ham mulighed for at starte sin egen lille virksomhed. Han opdagede, at der var stor efterspørgsel efter teknikere til at installere solenergianlæg.

I starten af 2024 begyndte Ayuba tre måneders træning i konstruktion, installation, reparation og salg af solenergianlæg.

Vi besøgte ham under hans træning for at se, hvordan han havde det. Ayuba var klædt på til jobbet i blå overalls og en grøn sikkerhedshjelm.

"Siden jeg kom hertil, har jeg lært meget. Jeg tror, at det vil hjælpe mig og min familie i fremtiden og give mig mulighed for at støtte kirken. Jeg vil gerne takke jer brødre og søstre for jeres støtte til mig. Jeg beder Gud velsigne jer og jeres familier," sagde Ayuba under besøget.

Bed for Nigeria

  • Bed for Ayuba i den sidste del af hans træning, og i den kommende tid med opstart af virksomhed.

  • Bed om, at Gud må vejlede Open Doors’ partnere, når de skal hjælpe kristne som Ayuba videre på den bedst mulige måde.

  • Bed om, at dem der udsætter kristne i Nigeria for ekstrem vold må opleve Guds kærlighed og omvende sig til ham.