15 kristne familier overfaldet
Propaganda mod kristne fik op mod 3.000 mennesker til at angribe 15 kristnes hjem i Indien.
Hindunationalister har delt en række videoer af angrebet på sociale medier. Videoerne viser, hvordan de råber ad de kristne familier, mens de smadrer familiernes huse. Angrebet skete i en periode, hvor der også var kraftig monsunregn. Derfor stod familierne uden tag over hovedet og uden beskyttelse mod den kraftige regn.
Under angrebet blev politiet tilkaldt, men de stoppede ikke angrebene. Lokale kilder mener dog, at politiets tilstedeværelse sikrede, at ingen af de kristne blev dræbt.
En af beskyldningerne fra den store folkemængde var, at de kristne var skyld i, at de hinduistiske guder var blevet vrede på landsbyen, så de nu ikke længere lyttede til hinduernes bønner.
Under angrebet blev 15 kristne familiers hjem smadret. 75 kristne var nødt til at flygte fra deres hjem og bor nu hos andre i lokalområdet. Mange af de kristne fik alvorlige skader, og mindst én kvinde blev udsat for et seksuelt overgreb.
På trods af det voldsomme angreb holder de kristne fast i troen.
”Jeg vil ikke forlade troen på Gud. Han har helbredt mig, og jeg vil dø for ham, hvis det er nødvendigt. Ja, vi er bange, men kun lidt, for Gud er med os,” sagde en af de kristne efter angrebet.
Angrebet mod de 15 familier er bare ét eksempel på, hvordan propaganda om kristne fører til overfald. En ny rapport fra London School of Economics viser, at overfald på kristne nu er så almindeligt, at mange kristne lever med konstant frygt og angst.
Bed for Indien
Bed om, at propagandaen om kristne må forsvinde
Bed om, at Gud må røre hindunationalisternes hjerter
Bed om forsoning mellem kristne, muslimer og hinduer i Indien
Systematisk forfølgelse af kristne og muslimer i Indien
En ny rapport fra London School of Economics konkluderer, at muslimer og kristne i Indien bliver udsat for systematisk forfølgelse.
Derfor sætter Open Doors i hele verden i juli måned fokus på forholdene for kristne i Indien. Du kan være med:
Bed for Indien
Hold øje med vores Facebook-side, og del gerne vores opslag, så endnu flere kan se, hvad der sker i Indien
Skriv en hilsen til en kristen i Indien – læs mere her