Indisk kristen: ’Jeg mistede håbet i fængslet’

India_2020_0430110583_uge27_web.jpg

Gaurav* leder en kirke i Indien. I fire måneder sad han varetægtsfængslet under urimelige forhold. Han blev beskyldt for at have snydt andre mennesker til at konvertere til kristendommen.

”Jeg vidste, at jeg var uskyldig, men også, at det ville være ekstremt svært at bevise,” fortæller Gaurav.

Den første tid i fængslet gik med afhøringer og hårdt arbejde.

”De sparkede og slog mig under afhøringerne, og de spurgte mig, hvem der betalte mig for at få mennesker til at konvertere. Når jeg sagde, at jeg aldrig havde fået penge fra nogen, slog de mig igen. Hver afhøring tog cirka en halv time. Resten af dagen gik med arbejde. Kristne fik de værste opgaver. Vi skulle blandt andet gøre toiletter rene uden ordentlige rengøringsmidler.”

Et vigtigt møde

Det var ikke kun fængselspersonalet, som var voldelige over for Gaurav og de andre kristne. De hårde kriminelle, som havde været i fængslet i mange år, blev bedt om at chikanere og straffe de kristne.

”Jeg mistede håbet i fængslet, og jeg anede ikke, hvordan jeg skulle bede,” forklarer Gaurav om, hvordan forfølgelserne påvirkede ham.

Efter en uge i fængslet mødte Gaurav en præst. De begyndte at bede og holde andagter sammen.

”For første gang siden jeg blev fængslet, var jeg rolig. Når vi var sammen, var det, som om alle mine problemer forsvandt.”

Tiden med præsten var kort. Nogle andre fanger opdagede, hvad de lavede og tippede fængselsvagterne om det. Efter kun en uge blev både Gaurav og præsten sat i isolation.

”Da jeg sad i isolation, gik det op for mig, at jeg nu havde masser af tid, som jeg kunne bruge sammen med Gud. Så jeg begyndte at bede og takke Gud, mens jeg tålmodigt ventede på, hvad der skulle ske.”

3 års kamp

Gaurav endte med at sidde varetægtsfængslet i fire måneder, og det var hårdt at vende tilbage til livet udenfor, for han var stadig ikke frikendt.

”Det tog tre år at bevise min uskyld. I de år kunne jeg ikke få et ordentligt job. Alle så mig som kriminel, og ingen ville have noget med mig at gøre. Jeg arbejdede hårdt på vores lille stykke landbrugsjord, og jeg havde nogle småjobs.”

På trods af udfordringerne, som Gaurav stod i, stolede han på, at Gud ville tage sig af ham og hans kone.

”Gud var trofast, og han sørgede for, at vi ikke manglede noget.”

Gauravs oplevelser med forskelsbehandling og tæsk i fængslet, udelukkelse af lokalsamfundet og lange retssager er ikke enestående. I Indien oplever mange kristne og kirkeledere falske anklager. Det sker blandt andet, fordi hindunationalister og de små lokalsamfund føler sig truede, når flere og flere bliver kristne.

*Navnet er ændret af sikkerhedsmæssige årsager.

Bed for Indien

  • Bed for kristne, som sidder fængslet under urimelige forhold

  • Bed om, at de falske anklager mod kristne må stoppe

  • Bed for hindunationalister, som føler sig truede af kristne


Systematisk forfølgelse af kristne og muslimer i Indien

En ny rapport fra London School of Economics konkluderer, at muslimer og kristne i Indien bliver udsat for systematisk forfølgelse.

Læs om rapporten

Derfor sætter Open Doors i hele verden i juli måned fokus på forholdene for kristne i Indien. Du kan være med:

  • Bed for Indien

  • Hold øje med vores Facebook-side, og del gerne vores opslag, så endnu flere kan se, hvad der sker i Indien

  • Skriv en hilsen til en kristen i Indien – læs mere her