25 unge vokser i tro på hemmelig lejr

Illustrationsbillede

I en lille lejlighed et sted i Asien samledes 25 unge kristne i løbet af sommeren. De er mellem 10 og 20 år, og for de fleste var det første gang, at de var på lejr. De var sammen for at lære mere om, hvem Jesus er, og det er intet mindre end et mirakel, at de kunne mødes.

Ungdomslejren blev organiseret af Open Doors’ lokale partnere og er en sjælden begivenhed. De unge kristne bor i et land, hvor langt de fleste er muslimer. Det er så risikabelt at være kristen her, at vi ikke kan fortælle, hvad landet hedder, eller hvor i Asien det ligger. De unge er vant til, at de ikke kan fortælle åbent om deres tro, de har ikke religionsfrihed, og de kender ikke til at have en kirkebygning. Faktisk er den lejlighed de var på lejr i, også den lejlighed de normalt mødes i til gudstjenester sammen med deres forældre.

På trods af de mange restriktioner tog de 25 unge et modigt skridt i tro. De dukkede op, fordi deres tro betyder mere end den modstand, de møder.

Undervisningen på lejren handlede om, hvordan man lever som kristen, hvordan man kan læse og bruge Bibelen, og hvordan man kan være lys og salt i sit lokalsamfund. Alt sammen temaer, som de unge tog godt imod – de var ivrige efter at lære og vokse i deres tro.

"Vi er så glade for at være her, for vores mulighed for at udvikle troen er lille på grund af de strenge love," fortæller en af deltagerne. ”Aktiviteterne har været meget simple, men samtidig meget brugbare, og det har været interessant at lære mere om Jesus.”

En anden deltager er enig i, at lejren har været lærerig.

”Jeg har lært, hvordan jeg kan studere og meditere over Bibelen på en interessant og nem måde, og jeg har lært, hvordan jeg kan søge Jesus,” fortæller hun.

En af de yngste deltagere har også fået øjnene op for, at troen er relevant for ham, selvom han er ung.

”Før lejren vidste jeg meget lidt om Helligånden. Jeg troede, at det kun var ældre mennesker, der kunne modtage Helligånden, men nu ved jeg, at jeg også kan modtage Helligåndens kraft, fordi jeg tror på Jesus," fortæller den 10-årige dreng.

Som afslutning på lejren havde vores lokale partnere planlagt en spørgsmålssession, hvor deltagerne frit kunne spørge om hvad som helst. Deres mange spørgsmål dækkede emner som parforhold, Helligånden, venskaber og afhængighed.

”Det er fantastisk at se, at de unge mennesker er så lydhøre og ivrige efter at lære mere om Jesus," fortæller en af arrangørerne, mens en anden tilføjer:

"Det er så vidunderligt at være vidne til, hvordan 25 unge mennesker samledes i et lille, trangt rum bare for at lære mere om Jesus. De er så begejstrede og har et ønske om og en iver efter at lære og være sammen om Kristus.”

Bed

  • Tak Gud for hans beskyttelse over lejren og vores partnere, som arrangerede den.

  • Bed om, at deltagerne må huske på det, de har lært og bruge det, når de vender tilbage til hverdagen.

  • Bed om, at de unge må få mulighed for at vise Guds kærlighed til deres muslimske naboer og klassekammerater.