7 bibelvers, der betyder alverden for nordkoreanske kristne
Nordkorea er det land i verden, hvor kristne er under størst pres på grund af deres tro. Her betragtes kristne som en ”fjendtlig klasse,” og det er ulovligt at eje en bibel. Straffen for at eje en bibel og for at være kristen er et ophold i et af landets berygtede fængsler eller fangelejre.
Alligevel hører vi igen og igen om nordkoreanske kristne, der i al hemmelighed ejer en bibel. Vi hører, hvordan de omhyggeligt pakker bibler ind i plastik, graver dem ned, og kun tager dem frem om natten, med gardinerne trukket for.
Nordkoreanske kristne forstår kraften i Guds ord på en måde, som vi måske ikke altid ser. Derfor deler vi her syv særligt gribende skriftsteder, der har stor betydning for dem. Læs versene med nye øjne –hemmelige kristnes øjne, og lad det give en dybere forståelse for Guds ord.
1. Skal jeg dø, så lad mig dø!
Gå hen og sammenkald alle jøder, der befinder sig i Susa, så I kan faste for min skyld; I må hverken spise eller drikke nat eller dag i tre døgn; på samme måde vil også jeg og mine piger faste. Derefter vil jeg gå til kongen, selv om det er mod loven. Skal jeg dø, så lad mig dø! (Esters Bog 4:16)
Dronning Ester risikerede sit liv ved at bede kongen om en tjeneste, men hun var nødt til det. Som forberedelse fastede hun og bad andre om at gøre det samme. Hun vidste, at det var værd at ofre sit liv for at følge Gud og redde sit folk.
Nordkoreanske kristne kender også accepten af døden. Livet i det isolerede land bliver hårdere og hårdere, fortæller Simon Lee*, der er koordinator for Open Doors’ arbejde blandt nordkoreanere.
"Det, vi hører fra troende, afslører, at forholdene er blevet forværret. Fødevaremanglen er alvorlig, og mange kæmper bare for at overleve," siger han.
På trods af enorme trængsler og umenneskelige forhold holder nordkoreanske kristne fast i deres tro.
"Det er vores pilgrimsrejse, og vi går den urokkeligt. Det kan vi, fordi vi har arvet troen fra vores forfædre, som levede efter dronning Esters trosbekendelse: ’Skal jeg dø, så lad mig dø!' Den trosbekendelse er dybt forankret i vores liv. Vi takker jer for at stå sammen med os," fortæller en nordkoreansk kristen.
2. Herren er min hyrde
Herren er min hyrde, jeg lider ingen nød (Salmernes Bog 23:1).
Før han blev kriger og konge, var forfatteren til denne velkendte salme hyrde. Alene i ørkenen for at vogte sin families får lærte David at stole på Herren i alt, ligesom hans flok måtte stole på ham.
Nordkoreanske kristne lever ofte i samme ensomhed, som David oplevede som hyrde. David skrev salme 23 i frygt for sit liv og i skjul for kong Saul – en situation, som nordkoreanske kristne kan sætte sig bedre ind i end de fleste andre.
De ved, at Gud leder og våger over dem, og at han er den eneste, der tager sig af deres behov. Nordkoreanske Hea Woo* vågnede tidligt hver morgen for at bruge tid på at recitere salme 23.
"Salmen lærte mig, at Jesus er min hyrde. Altid. På trods af omstændighederne, på trods af det forfærdelige sted og den smerte, jeg befandt mig i, var Jesus min hyrde. En dag ville han føre mig til grønne græsgange. En dag ville jeg sidde ved hans bord, for øjnene af mine fjender. Nu førte han mig gennem en dødens dal. Det var ligegyldigt, om jeg overlevede eller ej. Gud var med mig. En dag ville jeg være fri. Enten gennem løsladelse fra fængslet eller gennem døden,” fortæller Hea Woo.
3. Går du gennem vand, er jeg med dig
Går du gennem vand, er jeg med dig, gennem floder, skyller de ikke sammen over dig; går du gennem ild, bliver du ikke forbrændt, flammen brænder dig ikke (Esajas 43:2).
Gennem profeten Esajas talte Gud til sit folk om den dom, der ventede dem for at tilsidesætte ham. Men gennem Esajas lovede han dem også beskyttelse, når de vendte tilbage til ham.
En flugt ud af Nordkorea foregår gennem en flod. Derfor har Esajas’ ord en bogstavelig betydning for de kristne i Nordkorea, som overvejer at flygte ud af landet.
I løbet af de seneste 30 år har tusindvis af kristne fundet vej til Nordkoreas nabolande, mens andre flygtninge er blevet kristne gennem Open Doors’ safehouse-tjeneste i nabolandene. De har alle det til fælles, at Gud var med dem, da de satte livet på spil og krydsede vandet.
4. Jeg sender jer ud som får blandt ulve
Se, jeg sender jer ud som får blandt ulve. Vær derfor snilde som slanger og enfoldige som duer (Matthæus 10:16).
Jesus advarede sine disciple og fortalte dem, at de ville møde ulve – og at de skulle handle forsigtigt. Han fortsætter med at sige i vers 17-18: ”Tag jer i agt for mennesker! De skal udlevere jer til domstolene og piske jer i deres synagoger, og I vil blive stillet for statholdere og konger på grund af mig, som et vidnesbyrd for dem og for hedningerne.”
I Nordkorea ved kristne, at de risikerer at blive fængslet og endda slået ihjel af regimet, fordi de følger Jesus. De ved, at enhver kan være en forræder. Både naboer og familiemedlemmer kan blive ulve. Den virkelighed er de forberedte på, men heldigvis kan de også se på Jesus for at lære trofasthed i vanskelige omgivelser.
5. Gå med fred
Elisa svarede ham: ’Gå med fred!’ (2. Kongebog 5:19).
Efter at den syriske hærfører Na'aman (en fjende af Guds folk) besøgte profeten Elisa for at blive helbredt, og Gud helbredte hans spedalskhed, ønskede Na'aman at følge Gud.
Men han fortalte Elisa, at han tilbage i Syrien skulle følge kongen på hans besøg i templet og bøje sig med ham for de afguder, kongen tilbad. "Må Herren tilgive din tjener for dette," sagde Na'aman. Elisas svar var forstående og enkelt: "Gå i fred."
Nordkoreanske kristne kan stå i samme dilemma. Hvis de ønsker at leve, skal de vise ære til landets leder. Efter sigende har landet flere end 35.000 statuer af Kim-diktatorerne (både de to tidligere og den nuværende), og alle nordkoreanere forventes at bukke for dem.
I øjeblikket mærker kristne en stigning i idoliseringen af lederen Kim Jong-un.
"På hver gård, virksomhed og fabrik er folk forpligtet til at øve sangen 'Friendly Father' dagligt. Det bliver distribueret til alle hjørner af landet og sendt på radio og tv. Sangen hylder Kim Jong-un som den bedste far til vores nation og hævder, at vores familier er de lykkeligste i verden, men vi kender sandheden,” fortæller en lokal troende og fortsætter:
"Alle føler sig utilpas ved at synge den sang, men ingen tør give udtryk for deres tanker. Det er for farligt. Nogle griner endda indvendigt og afviser ideen om, at Kim Jong-un er som en gud."
Nordkoreanerne finder trøst i Elisas svar til Na'aman. De bøjer sig af nødvendighed, ikke i tilbedelse.
6. I begyndelsen skabte Gud himlen og jorden
I begyndelsen skabte Gud himlen og jorden. Jorden var dengang tomhed og øde, der var mørke over urdybet, og Guds ånd svævede over vandene (1 Mos 1:1-2).
Nordkorea er officielt et ateistisk land. Fra en tidlig alder bliver nordkoreanere indoktrineret og lærer, at verden og menneskeheden blev skabt uden input fra Gud. Dette første vers i Bibelen er ofte et udgangspunkt for (hemmelige) samtaler om Bibelen og evangeliet blandt nordkoreanere. Hvis nogen accepterer, at Gud skabte universet, og at mennesker er skabt i Guds billede, er de meget tættere på at tro på andre sandheder i Bibelen.
7. Han vil tørre hver tåre
Han vil tørre hver tåre af deres øjne, og døden skal ikke være mere, ej heller sorg, ej heller skrig, ej heller pine skal være mere. Thi det, der var før, er forsvundet (Åb 21:4).
I Johannes' Åbenbaring nedskrev Johannes sin vision om en ny himmel og en ny jord. Han så en smuk by stige ned fra himlen: Den hellige by, det nye Jerusalem.
Vores søstre og brødre i Nordkorea lever med stor forventning og håb og klynger sig til det smukke syn, som Johannes beskriver i Bibelens sidste kapitler. De ved og stoler på – og minder os om – at vores oplevelser i verden er midlertidige. En dag får lidelserne ende. De lever ikke for Pyongyang (Nordkoreas hovedstad) i dag. De lever for det nye Jerusalem, hvor der ikke længere vil være død, sorg, gråd eller smerte
*Navnet er ændret af sikkerhedshensyn.
Bed for Nordkorea
Bed om, at bibelversene må leve i de kristnes hjerter, og at de må finde sikre måder at dele dem med og opmuntre hinanden.
Bed om, at Gud må vise sig som hyrde for de kristne og lede dem af sikre veje, så de er beskyttede.
Bed Gud røre Kim Jong-uns hjerte, så han må opleve Guds kærlighed og stoppe undertrykkelsen af sit folk.