Leder: Gud rækker sin hånd ind i flygtningelejrene

Leder af Jens Kristian Lund Jensen, Generalsekretær i Open Doors Danmark og Færøerne

Det er svært at forestille sig håbløsheden i en flygtningelejr, før man selv har været der. Sidste år besøgte jeg to gange den uofficielle flygtningelejr i Benue State i Nigeria, hvor Barnabas bor (forsiden og side 8-9). Jeg så de sammenflikkede telte, mødte blikkene fra de mange fordrevne, lugtede stanken fra afløbet mellem teltene og hørte historierne.

Én sætning brændte sig ind hos mig: ”Før var vi stolte bønder, der aldrig manglede noget – se os nu, hvor vi kun ejer det, der kan være i dette telt!” Alle i lejren var jaget på flugt efter voldelige angreb fra terrorgrupper; ofte var fædrene dræbt, og mange børn var forældreløse. Her var menneskelig håbløshed i overflod. Og her var Jesus. Det var, som om Gud rakte sin hånd ind i lejren her og i de andre flygtningelejre for internt fordrevne, jeg besøgte. Den nødhjælp, vi kunne dele ud fra Open Doors, forslog slet ikke, og mange måtte gå sultne i seng igen efter kort tid. Men flygtningene samledes i skyggen under presenninger for at holde gudstjeneste, børn fik undervisning, og kvinder sang om Jesus og dansede, da vi havde bedt med dem. Hvorfor denne glæde, når de havde mistet alt?

Vi så mange børn, der havde mistet deres forældre, og familier, som havde mistet deres hovedforsørger. Antallet af internt fordrevne i Nigeria er tredoblet de seneste 10 år, og i Afrika syd for Sahara er der nu over 16 millioner kristne, der er internt fordrevne. Der er også andre, der er drevet på flugt, men volden mod de kristne er langt hårdere i denne region end mod andre. I Esajas’ Bog 60:1 står der: ”Rejs dig, bliv lys!” Det er det, jeg ønsker for Afrika – og det er det, jeg ser. Millioner af mennesker oplever vold og ulykker, der kommer væltende, men midt i dette mørke stråler Guds lys desto klarere, når mennesker vender al deres forhåbning til ham alene. Og priser hans navn.

Mørket i verden ødelægger hele landsbyer og samfund i Afrika med stor hastighed lige nu. Men din og min hjælp i form af mad, medicin, traumehjælp, mikrolån og solid bibelundervisning gør også en markant forskel. Både i den åndelige og fysiske verden. I Esajas’ Bog 60 opfordres vi til at løfte blikket og se os omkring. Se efter Guds lys og lyspunkter i mørket.

Det er vores bøn i Open Doors, at Gud selv vil sørge for at fylde tomrummet ud for alle de børn, der har mistet deres forældre og nu sidder alene i flygtningelejrene. At Gud vil sørge for enkerne. At Gud vil vise os i Danmark, hvordan vi kan hjælpe en bror eller søster, der sulter, tørster, er syg eller nøgen i Afrika.

Artiklen er også udgivet i vores blad i november 2024. Læs hele bladet her.

Læs mere om forfølgelse af kristne i Afrika syd for Sahara.