De bortførte præsten for at høre om Jesus
En egyptisk præst troede, hans sidste time var kommet, da han blev kidnappet og ført til en afsidesliggende lagerbygning, hvor 75 muslimske ledere var samlede. Men de ønskede blot at høre om Jesus.
Da jeg tidligere på året var en tur i Egypten, hørte jeg en leder fortælle om en præst fra Cairo. En aften for kort tid siden blev han brutalt taget til fange og smidt ind i en sort varevogn. Præsten blev kørt uden for byen og ført ind i en lagerbygning, hvor han fandt omkring 75 muslimske præster og salafistiske ledere samlede. Præsten tænkte, at hans time var kommet.
Men disse mænd sad stille og smilede til ham. På et tidspunkt begyndte én af disse ledere at tale. Han undskyldte den hårde medfart, som præsten havde været udsat for.
”Vi har alle flere ting til fælles,” fortalte den muslimske mullah. ”Vi er alle højt placerede religiøse ledere i Egypten – og så har vi alle set Jesus, hvilket har gjort et uudsletteligt indtryk på os. Det har forandret vores liv. Nu har vi bragt dig til dette hemmelige sted, for at du skal undervise os om Jesus og om det, der står i Bibelen.”
Præsten var så overrasket, at han knap kunne tale. Men efter kort tid begyndte han at undervise mændene ud fra evangeliernes tekster. Undervisningen fortsatte i mere end fire timer.
”Det var, som om Jesus selv var til stede og gav mig ordene, der skulle fortælles til disse nyomvendte muslimer. De længtes virkelig efter at høre om Guds godhed,” fortæller præsten, som Open Doors er med til at støtte.
Præsten fik besked om, at han i løbet af de kommende uger igen ville blive ’taget til fange’ for endnu engang i al hemmelig at undervise disse nye kristne.
Gud vil snart opfylde sine løfter
Beretninger som denne fra Egypten er mange. Vi hører, at Jesus åbenbarer sig for både rabiate muslimer, ledere og almindelige mennesker. Disse mennesker vælger efterfølgende at blive kristne, men ofte i al hemmelighed.
For de koptiske kristne er dette en kæmpe opmuntring. De er overbeviste om, at Gud meget snart vil opfylde Bibelens løfter for Egypten. Denne forventning præger deres lovsang, deres bønner, ja hele deres dagligdag – og det hjælper dem til modigt at leve midt i forfølgelserne. Samtidig understreger disse trosfæller uden tvivl, at bønnerne fra danske kristne har været med til at skabe de fantastiske forandringer, som finder sted.
Udover bønnerne har mange kristne også valgt at bidrage med pengegaver. Disse midler hjælper os til at gøre en forskel for de koptiske kristne. Gaverne er blandt andet blevet brugt på Bibler, bibeldele og undervisningsmateriale, som har hjulpet de nyomvendte muslimer til at blive grundfæstede i troen på Jesus, ligesom vi har bidraget til, at præster og prædikanter får styrket deres teologiske fundament.
Der er ingen tvivl om, at vi i løbet af det seneste år er startet på en vandring, hvor vi sammen går sammen med vore ægyptiske trosfæller. Det vil Jesus velsigne!