Christy tilgav de mænd, som voldtog hende
Præstekonen Christy blev bortført og voldtaget, men i dag har hun tilgivet de mænd, som begik uhyrlighederne mod hende. Det blev muligt for hende under et ophold på et traumecenter, som Open Doors’ partnere har åbnet i år.
Tidligere i år åbnede Open Doors’ partnere et traumecenter i Nigeria med en særlig afdeling for kvinder. En af kvinderne på centeret er præstekonen Christy*, som sammen sin etårige søn blev kidnappet og ført til en afsidesliggende skov, hvor hun gentagne gange blev voldtaget og slået. Efter tre dage kontaktede kidnapperne hendes mand for at kræve løsepenge. Beløbet var så højt, at han var nødt til at sælge alt, hvad han kunne - inklusive vigtigt udstyr til landbrug og mad – samt få hjælp fra en kirke for at kunne købe hende fri.
Skal vi dø, så lad det ske
Kidnapperne frigav Christy og en anden kvinde og deres børn midt om natten, hvor nogle stier mødtes i skoven. De anede ikke, hvor de var; det var mørkt, og der blev skudt omkring dem.
”Vi bad til Gud: ’Hvis du vil have os til at leve, så må du vise os, hvilken vej, vi skal gå. Men ønsker du, at vi skal dø, så lad din vilje ske.’ Jeg fornemmede, at Gud sagde, vi skulle følge månen, så det gjorde vi,” forklarer Christy.
Kilometer efter kilometer gik de i månens retning. Pludselig var de ved en rigtig vej, som førte ind i en landsby.
”Vi vidste dog ikke, om det var en kristen landsby, så vi var forsigtige. Men da vi så, at der var en kirke i landsbyen, følte vi os sikre,” fortæller Christy.
Det viste sig, at kirken i landsbyen var lige præcis den kirke, som havde været med til at betale løsepenge for dem, og at medlemmerne fra kirken havde ledt efter dem. For Christy var det et tegn på Guds omsorg og trofasthed, at han havde ført dem dertil.
Guds fred gjorde tilgivelse mulig.
På traumecenteret er der masser af bønner, masser af kærlighed, masser af medfølelse, masser af fællesskab samt masser af tilbedelse – og i det miljø oplever beboerne, at de får lægt nogle følelsesmæssige traumer. Det har Christy også oplevet.
Da hendes kidnappere frigav hende, bad de hende om at tilgive de grusomheder, de havde begået mod hende. Det var hun naturligt nok ikke i stand til – alene tanken derom var for smertefuld at beskæftige sig med.
Men under nogle sessioner omkring netop tilgivelse i traumecentret, følte Christy Guds fred så stærkt i sit indre, at hun opdagede, at hun nu kunne tilgive.
”Hvis jeg så mine bortførere i dag, ville jeg endda give dem mad og vand,” siger hun.
*Navnet ændret af sikkerhedsmæssige årsager.