Egyptisk mand dræbt, da han forsøgte at få en undskyldning

Egypt_2017_0100100926_nyhedsbrev.jpg

Et forsøg på at få en undskyldning fik det værst mulige udfald. Egyptiske Nashaat blev slået ihjel, da han konfronterede sin datters og svigerindes overfaldsmand.

Nashaat havde helt tilfældigt ringet til sin grædende svigerinde, Maryam, netop da hun forlod butikken sammen med Nashaats 12-årige datter, Maresta.

Butiksejeren havde overfaldet dem, da de forsøgte at bytte et par sko. Han havde opdaget det tatoverede kors på Maryams håndled og krævet, at de forlod butikken – for kristne var ikke velkomne i hans butik. Maryam tøvede, og det fik butiksejeren til at gribe fat i hendes hår og smadre hendes ansigt mod væggen. Maresta skubbede han i gulvet.

Nashaat opsøgte butiksejeren for at få en undskyldning, men situationen eskalerede hurtigt. Fem mænd tæskede ham først med jernrør, og efterfølgende tog de knive frem og stak ham ned. Uden for butikken kunne Nashaats svigerinde, datter og bror følge med i overfaldet. Det lykkedes Nashaats bror at få Nashaat ud af butikken, men han døde på vej til hospitalet.

Butiksejeren var den eneste, der blev dømt for overfaldet. Han blev ikke dømt for mord, men fik syv års fængsel for håndgemæng. Inden dommen blev afsagt, nåede han at sælge sin butik og flygte. Hvis han holder sig væk i 2 år, bliver dommen annulleret, og han slipper for straffen for mordet på Nashaat.

Nashaats historie er langt fra enestående. I Egypten sker vold og mord mod kristne med jævne mellemrum, og overfaldsmændene bliver sjældent dømt – på trods af, at der ofte er mange vidner til overfaldene.

Bed for Egypten

  • Bed for de islamiske ekstremister, som optrapper konflikten mod de kristne.

  • Bed for Nashaats familie. Han efterlader sig sin kone, Magda, og deres 4 børn.

  • Bed for de kristne i Egypten, som lever i en virkelighed med vold og mord.