En bibelsmuglers historier

Illustrationsbillede

Som natten går, ligger Daniel* lysvågen i sengen.

Hans kone fortæller ham, at han ikke skal bekymre sig – at han skal overlade bekymringerne til Gud. Hun har fortalt ham det tusind gange, og hun vil gentage det tusind gange mere.

Han ved det, men han kan simpelthen ikke stoppe sine tanker fra at flyve. Han udtænker nye måder og metoder til at få Guds ord i hænderne på forfulgte kristne.

Sådan er livet for en af Open Doors’ bibelsmuglere. Det er 25 år siden, Daniel første gang bragte Guds ord ind i et lukket land, og han bliver ved med at udtænke nye arbejdsmetoder.

Daniel vil ikke have for meget ros for sit arbejde. Han ved også, at der ikke er nogen grund til at sætte forfulgte kristne på en piedestal. Han har mødt dem, boet i deres huse, spist med dem, holdt møder, oplevet vidunderlige eventyr, skændtes med dem, velsignet dem og hjulpet forfulgte kristne i hele den region, hvor han arbejder. (Vi kan ikke fortælle præcis, hvor det er, men det er i et område med muslimsk flertal, hvor adgangen til bibler er stærkt begrænset.)

Daniel vælger sine ord ned omhu. Han elsker de mennesker, han tjener, men det er vigtigt for ham, at vi forstår, at forfulgte kristne er brudte mennesker, der lever i en falden verden – fuldstændig ligesom os.

"I det område, hvor jeg arbejder, er kirken desværre ret splittet," fortæller han. "Jeg har set, hvordan kristne brødre kan slås med hinanden, og jeg har grædt over det. Efter alt det, de har været igennem, har de så ikke lært, at forfølgelse gør Kirken stærkere, men at skænderier gør os svagere?”

Daniel læner sig tilbage. Han ved også, at han er lige så brudt som de mennesker, han tjener – men han har set Guds trofasthed igen og igen.

"I skal ikke have ondt af mig," understreger han. "Jeg ser også mange gode ting. Mennesker kommer til tro, for Gud er trofast. Lige siden jeg var barn, har jeg frygtet at fejle, og den frygt jager mig stadig i mit arbejde. Jeg ved, at Jesus befaler mig at kaste mine bekymringer på hans skuldre, men det er virkelig svært for mig at gøre."

Da Daniel startede i Open Doors, rejste han til flere forskellige lande, men Gud lagde særligt ét land på hans hjerte, som han nu har tjent i mere end ti år.

"Første gang jeg rejste dertil, hørte jeg fra lokale kristne, at de ikke havde fået nogle bøger i lang tid," fortæller Daniel. "De fortalte mig, at de ønskede at gøre noget, måske endda evangelisere. De spurgte, om jeg kunne levere dele af Bibelen. Jeg lovede at undersøge det. Jeg udtænkte en måde at gøre det på, men det tog mig lang tid at overbevise mine kolleger om, at det var den rigtige vej at gå."

På trods af kollegernes skepsis, viste det sig, at metoden fungerede glimrende.

"Ikke takket være mig, men takket være Herren," insisterer Daniel. "I ved ikke, hvor ofte jeg har revet mig i håret, når jeg indså, at jeg havde begået en fejl, eller hvor ofte jeg modigt pakkede min kuffert, men var badet i sved, når jeg stod i kø ved grænsekontrollen. Så snart du ser de fyre i deres uniformer, er du ikke så hård længere. Men Gud sørger for mig hver eneste gang.”

"Hvordan gjorde du det, Herre?"

Indimellem har det været tæt på at gå galt, og Daniel har mange historier fra sine rejser med bibler i bagagen.

”Jeg var engang afsted med en kasse fuld af bøger. Jeg havde gjort det på samme måde før. Kassen var for stor til scanneren i lufthavnen, og toldbetjentene vinkede mig altid igennem,” fortæller Daniel. ”Denne gang stillede jeg mig i kø, men så opdagede jeg, at de havde fået en ny scanner, som var meget større. Min kasse kunne sagtens komme igennem den. Du kender måske følelsen af at sidde i en bil og skulle bremse hårdt op, fordi bilen foran pludselig stopper. Den følelse fik jeg. Adrenalinen skød gennem min krop, og det kriblede i fingrene.”

Tolderen bad Daniel om at lægge kassen i scanneren. Over skuldrene på den uniformerede mand kunne Daniel tydeligt skelne indholdet af sin bagage. Manden pegede på billedet på skærmen.

"Hvad er det? Bøger?" spurgte han.

Daniel vidste ikke, hvad han skulle sige. Skulle han lyve? Han havde intet valg.

"Dokumentation," var alt, hvad han sagde.

"Åbn den," forlangte tolderen.

Daniel tog kassen med bøger af båndet ved scanneren og ventede på, at grænsevagterne åbnede den. Vagten råbte, at han havde brug for en kniv til at skære gennem tapen, der forseglede kassen. Andre toldere samledes omkring kassen. Til sidst kom nogen med en stor kniv fra køkkenet. Daniel vidste, at han var ved at blive opdaget.

Manden begyndte at skære tapen op, mens Daniel ventede bag ham. Knivbladet på den store kniv slap skaftet og fløj i retning mod Daniel, som næsten blev ramt. Med stor dramatik faldt han bagover. Alle tolderne brød ud i latter.

"Undskyld, undskyld!" sagde betjenten med kniven, stadig med et ukontrolleret grin. "Det var ikke et forsøg på at dræbe dig!"

Daniel lod som om han var meget ked af det, hvilket fik mændene til at grine endnu højere. Nogen trak ham op og vinkede ham igennem. Han samlede den åbne kasse op og efterlod de grinende toldere. Han kiggede sig over skulderen en sidste gang. Skærmen viste stadig billedet af hans kasse med hans dyrebare bøger tydeligt synlige. Hvordan i alverden gjorde du dette, Herre? undrede han sig.

Stol på Herren?

Daniel ved, at han og de mennesker, han arbejder sammen med, lever under konstant risiko.

"At distribuere Bibelen og andre kristne materialer er teamwork," forklarer han. "Teamet består af mange kristne, der hver er et led i en kæde, som nogle gange er meget lang. Hvis jeg har en kreativ idé til, hvordan vi kan levere bibler, kan jeg kun udføre den, hvis de andre er enige i planen. De kan ikke altid se det, jeg ser, og de kan vurdere risikoen for at være højere end jeg selv vurderer. Jeg vil aldrig tvinge dem til at være med. Det handler om deres liv. Jeg er nødt til at tage mig af min familie, og de skal tage sig af deres. Vi løber alle en risiko, og vi har alle frihed til at vælge, hvor langt vi vil gå.”

Et af leddene i kæden, der hjælper Daniel med at levere bibler, er et ægtepar.

”De er højt skattede kolleger. De arbejder hårdt, på trods af trusler om, at regeringen kan finde ud af, hvad de laver, politiet overvåger dem massivt, og andre kristne giver dem ikke den anerkendelse, de fortjener. Jeg vil ikke gå i detaljer, men de er under et massivt pres fra regeringen og fra kirken.

Parrets børn bor i Vesten. Et år fik de visum til at besøge børnene.

”Hvis jeg skal være ærlig, forventede jeg ikke, at de ville komme tilbage til deres hjemland,” fortæller Daniel. ”Hvad ville jeg have gjort, hvis det var mig? Jeg tror, at jeg ville have valgt at blive hos mine børn. Men parret kom tilbage, og de begyndte at forberede sig på risikoen for at skulle i fængsel, ved at finde andre kristne, der kunne overtage deres tjeneste. Siden rejsen er truslen mod dem kun vokset. Hvis de fortsætter deres tjeneste, er det stort set umuligt for dem at undgå at blive arresteret. Men de stoler på Herren.”

'Gud er tæt involveret'

Daniel kender den proces, som ægteparret gennemgår med at finde kristne, de kan betro sig til. Igen og igen har han skulle finde medarbejdere, som han kunne sætte sin lid til, for kæden er ikke stærkere end det svageste led.

"Jeg havde brug for nogen, der kunne uddele bibler,” fortæller Daniel. "Gud viste mig den rigtige person at spørge. Lad os kalde ham 'Peter'. Da jeg havde spurgt Peter, gav jeg ham tid til at bede og tænke. Senere vendte jeg tilbage til hans hus, og jeg spurgte ham, hvad han havde besluttet.”

”Min kone og jeg har besluttet, at vi er villige til at påtage os opgaven,” var Peters svar.

Daniel følte sig pludselig meget lettet, men han fik en klump i halsen, da han hørte Peters næste spørgsmål:

”Men hvis jeg bliver arresteret, vil du så tage dig af min familie?”

Kort tid efter at Peter havde meldt sig frivilligt, blev en af Daniels kontaktpersoner i landet tvunget til at stoppe sit arbejde.

"Det var sådan en skuffelse," siger Daniel. "Han var en nøglefigur. Jeg havde brug for nogen i den position. Jeg var klar til at forlade min tjeneste. Så jeg bad – jeg bad i timevis. Ét navn blev ved med at vende tilbage: 'Peter.' Til den specifikke opgave ville jeg være nødt til at give ham alle oplysninger om, hvem jeg var, og hvordan jeg arbejdede. Jeg var nødt til at løbe en enorm risiko.”

"Jeg ringede til ham, og vi gik en tur i en park," fortsætter Daniel. "Jeg ville ikke mødes på et hotel, for jeg regnede med, at det ville blive aflyttet. Jeg fortalte ham min historie, og han lyttede. Han havde brug for lidt tid til at bede. Et par dage senere var jeg stadig i landet, og han kom til mig og sagde: 'Jeg vil gerne gøre det. Jeg vil gerne hjælpe.'"

Endnu engang viste Gud sin trofasthed mod Daniel og hans tjeneste. Det er den trofasthed, som gør, at Daniel bliver ved.

"Nogle gange har jeg lyst til at forlade min tjeneste, sidde under et figentræ et eller andet sted og blive gammel i fred. Jeg ville stoppe, hvis jeg ikke vidste med sikkerhed, at det er Guds vilje for mit liv. Han bekræfter det så ofte. Mine kreative ideer til at levere bibler, mennesker der kommer til tro, ham der gør op for mine fejltagelser: Gud er tæt involveret."

* Navnet er ændret af sikkerhedshensyn.

Bed for arbejdet

• Tak Gud for Daniel og hans tjeneste, og tak Ham for de mange andre, som bruger deres kreativitet og erfaring for Guds rige.

• Tak Gud for de tusindvis af bibler, som det lykkes Daniel og kristne som ham at levere.

• Bed om beskyttelse på hver eneste rejse med bibler til lande, hvor lokale kristne har svært ved selv at skaffe kristen litteratur.