En ny æra i Syrien begynder med usikkerhed

Efter Assad-familiens næsten 54 år lange styre er en ny æra begyndt i Syrien. For mange syrere har Hayat Tahrir el-Shams (HTS) magtovertagelse bragt håb for fremtiden efter årtier med undertrykkelse. Det er dog ikke alle, der er lige optimistiske. Syriens kristne er bekymrede for, om HTS virkelig har lagt den voldsomme fortid bag sig.

Open Doors har spurgt Juliette*, en kristen kvinde i Syrien, om at dele sit perspektiv på forandringerne i Syrien i denne overgangsperiode. Her er Juliettes ord, forkortet og redigeret en smule for at give større klarhed.

For mig føles Syrien som en nyfødt, der prøver sig frem og interagerer med mange forskellige individer.

En af de første ting, jeg lagde mærke til, var, at vi i årevis har kæmpet for at skaffe selv de mest grundlæggende varer, men nu begynder essentielle varer at dukke op på markedet. Importerede produkter er igen synlige på gaderne og på lokale markeder. Adgangen til brændstof er også forbedret betydeligt.

Der er dog stadig en presserende udfordring, da mange mennesker kæmper for at få råd til brændsel til opvarmning og gas til madlavning. Tidligere leverede regeringen gas til familier gennem et smart card-system, som sikrede, at familierne kun betalte en brøkdel af omkostningerne. Den midlertidige regering kan ikke gøre det samme på grund af det økonomiske underskud, som regimets fald har forårsaget.

Adgangen til importeret medicin er også forbedret, men igen er problemet manglen på penge, fordi mange har lav indkomst og priserne er steget.

Og så er der spørgsmålet om lønninger. Mine forældre er pensionerede, og som mange offentligt ansatte og pensionister har de ikke modtaget deres udbetaling for november og december. Overgangsperioden har forstyrret alt, og det rammer folk hårdt.

Gadebilledet har også ændret sig. Fraværet af billeder af Assad-familien og checkpoints er bemærkelsesværdigt.

Et afgørende øjeblik

Jeg tror virkelig, at afslutningen på den Assad-ledede regering er et afgørende øjeblik for Syrien, der potentielt kan starte et nyt og mere håbefuldt kapitel for det syriske folk. Gaderne genlød af surrealistiske jubelscener, der markerede afslutningen på en æra præget af frygt og undertrykkelse. Vi hørte opmuntrende historier om personer, der blev genforenet med deres kære efter længerevarende fængselsophold. Det er ekstraordinært at se så meget glæde, håb og eufori.

Hvad, der er endnu mere inspirerende, er de initiativer fra lokale foreninger og ungdomsorganisationer, der dukker op overalt. De ønsker at efterlade et varigt indtryk, fra rengøringskampagner på universiteter, gader og pladser, til kunstprojekter, brøduddeling i den periode, hvor bagerierne var lukkede, og initiativer til at danne nabolagskomiteer til beskyttelse og hjælp i overgangsperioden.

Men lad mig være ærlig. Midt i festlighederne findes frygten side om side med den surrealistiske lykke. Som mange andre føler jeg mig usikker, da vi ikke ved, hvad vi kan forvente. Generelt er mange syrere bange for, at ændringen i magten kan have en negativ indvirkning. Især for kristne som mig er usikkerheden foruroligende. Når jeg går i kirke, ser jeg det i alles øjne. Vi er bekymrede for, hvad denne ændring kan betyde for os.

De hændelser, der er sket for kristne i forskellige byer i Syrien i løbet af de seneste uger, bidrager til den følelse. For eksempel angreb bevæbnede mænd den 17. december 2024 det græsk-ortodokse ærkebispedømme Hama i det vestlige Syrien, skød mod kirkemurene og forsøgte at rive korset ned på toppen af bygningen.

Og før juleaften brændte angribere et juletræ nær byen Hama. Derudover bevægede nogle grupper sig rundt i byerne, især i kvarterer, hvor der bor kristne, såsom i Aleppo og Damaskus, og opfordrede til at bære hijab og tilslutte sig islam.

Alle disse hændelser var tilsyneladende individuelle handlinger, og det var ikke de nye magthavere, der stod bag. Indtil videre har de nye myndigheder anerkendt begivenhederne og arbejder på at rette op på situationen.

’Vi er ikke gæster’

Jeg mener, at vi som kristne i denne overgangsfase skal være forsigtige. Vi skal være opmærksomme på vejen fremad og finde måder at tackle de udfordringer, vi står over for uden at fremprovokere konflikter eller øge de spændinger, der følger med en så betydelig ændring i ledelsen.

Det er også afgørende for os at beskytte vores tro. HTS’ fortid er bekymrende, og der er stadig islamiske grupper, som udfordrer kristnes plads som religiøs minoritet. Nogle af mine venner fra kirken har endda mødt personer, der mener, at kristne ikke længere hører til her.

Men selv i lyset af disse udfordringer finder jeg styrke i min tro og i ordene fra den græsk-ortodokse patriarks prædiken efter regimeskiftet:

"Vi står på tærsklen til en ny fase og ser daggryet for et land, som vi alle elsker og værdsætter. Vi står på randen af fornyelse, som vi ønsker skal stråle af håb og krones med lys. Her i Damaskus, fra Den lige Gade, fra Al-Mariamiyya (Mariamite Katedralen i Damaskus, red.), nabo til Umayyad-moskeen, erklærer vi til verden: Som kristne er vi fra Syriens jord. Vi er ikke gæster i dette land, og vi kom heller ikke til dette land i dag eller i går. Vi stammer fra Syriens gamle rødder og er lige så gamle som jasminen i Damaskus. Vi er fra det apostolske Antiokia, fra dette land, der har prydet verden med Jesu Kristi navn."

Patriarkens ord bekræfter, at kristne ikke kun hører til i dette land, men også har al mulig ret til at bidrage til dets fremskridt og udvikling – det er vores stræben.

Jeg vælger at være forsigtigt optimistisk. Den nye ledelse siger de rigtige ting, og det er en begyndelse. Ikke desto mindre er vejen fremad fortsat præget af usikkerhed.

I det kapitel i historien, som udfolder sig, vender vi os som kristne over hele Syrien til bøn og beder om guddommelig vejledning i tillid til, at Guds vilje vil sejre.

* Navnet er ændret af sikkerhedshensyn.

Bed for Syrien

• Bed Gud give de kristne visdom til at navigere i den nye og usikre situation.

• Bed om, at landets nye ledere må holde fast i deres løfter om en bedre fremtid.

• Bed om, at de kristne må skinne af Guds kærlighed, så dem, der forfølger de kristne, må se Gud.