En kristen fortælling fra Nordkorea

Hea Woo er en af Nordkoreas tidligere hemmelige kristne. Hun bor i dag i Sydkorea og rejser rundt i hele verden for Open Doors, for at fortælle om hendes hjemland og de forfulgte kristne, der lever der. Hendes livshistorie fortæller også noget om den nordkoreanske kirkes historie, fra krigens start for 70 år siden.

Hea Woo blev født i 1940erne, og hun husker tydeligt Koreakrigens udbrud i 1950.

”Vores landsby var på grænsen mellem Nord- og Sydkorea, hvilket betød, at vi boede lige i krigens centrum. En dag marcherede nordkoreanske soldater ind i vores landsby og sagde, at vi skulle forlade byen. Min mor, min søster og jeg forlod byen sammen uden min far. Han var blevet indkaldt til hæren for at tjene som militærlæge, men vi så ham aldrig igen. Han døde under krigen,” fortæller Hea Woo.

”Vi begyndte at vandre op igennem Nordkorea, indtil vi nåede den kinesiske grænse. Vi gik hovedsageligt om natten, for om dagen gemte vi os for de amerikanske bomber. Jeg kan stadig se flyene for mine øjne, og jeg kan stadig ikke forstå, hvorfor de bombede os. Vi var jo uskyldige civile. Det tog os to måneder at nå grænsen, og det var en forfærdelig rejse. Mange mennesker døde. Nogle blev sprængt ihjel af bomberne, mens andre døde af sult eller overanstrengelse. Jeg var så bange hele tiden, husker Hea Woo.

”En dag kiggede jeg på min mor, og jeg så, at hun bar en halskæde med et lille kors i. ´Hvad er det, mor? ` spurgte jeg. Hun skyndte sig hurtigt at gemme det væk og sagde ’ssshhh, du må ikke fortælle det til nogen`. Jeg sagde aldrig noget til nogen om det jeg så, men jeg glemte det heller aldrig. Mange år senere forstod jeg, at min mor var en kristen.”

Efter den forfærdelige rejse boede Hea Woo i flere år hos sin bedstemor i Kina, mens hendes mor blev i Nordkorea for at vente på, at hendes far skulle komme hjem fra militærtjeneste og kamp. Et par år senere, efter krigens slutning, vendte Hea Woo tilbage til Nordkorea, og her voksede hun op uden at vide, at hendes mor var en kristen. Hun lagde dog mærke til, at hendes mor var meget kærlig og omsorgsfuld mod alle, der led eller var i nød, og hun mumlede ofte mærkelige ting om himlen for sig selv.

Hea Woo hørte først om Jesus, da hendes mand kom til tro i 1990erne. Deres datter var død af sult, og han var taget til Kina for at forsøge at undslippe til Sydkorea. Her mødte han nogle kristne mennesker, der tog sig af ham, og gav ham evangeliet. Han blev dog fanget af kineserne, sendt tilbage til Nordkorea og sat i fængsel. Da Hea Woos børn besøgte ham i fængslet tog han én af børnenes hænder og skrev ”Tro på Jesus” i håndfladen. Seks måneder senere døde han af sult og totur.

Hea Woo kom til tro, da hun, lige som mange andre nordkoreanere, forsøgte at flygte til Kina. Her mødte hun kristne, som delte evangeliet med hende. Hun fortæller, ”Der er kun én forklaring på, hvorfor jeg blev kristen, og det skyldes, at både min mor og min mand bad for mig. Det er jeg helt sikker på.”

Men hendes valg om at blive kristen gjorde ikke hendes liv lettere. Hun blev lige som sin mand fanget i Kina og sendt tilbage til Nordkorea, hvor hun i flere år måtte leve i en koncentrationslejr. ”Hver dag var totur, men jeg vidste, at Gud ikke havde forladt mig. Jeg hørte bogstaveligt talt Hans stemme, Han helbredte mig flere gange og brugte mig til at lede andre fanger til tro på Jesus, ” forkynder Hea Woo. Hea Woo fortæller, at hun holdt fast ved sin tro, fordi uden Gud ville hun ikke kunne overleve.

Open Doors hører gang på gang lignende historier fra nordkoreanske kristne, ikke bare fra dem som er undsluppet, men også fra dem som er vendt tilbage til landet eller aldrig har forladt Nordkorea. Broder Simon, der er Open Doors’ koordinator for Nordkorea, fortæller at arbejdet for nordkoreanske flygtninge på grænsen til Kina er et af organisationens kerneområder. ”Det er ved Guds nåde og almægtighed, at den nordkoreanske kirke stadig er levende og stærk. Det er kun med Guds hjælp, at vi, via vores netværk i Kina, kan hjælpe dem, der flygter fra Nordkorea, og give dem mad, bibler, medicin og et sted at sove,” fortæller broder Simon.