En uventet ven i fængslet

En usædvanlig kvinde hjalp Hee-Yol til at holde modet oppe under sine år i fængsel. De to kvinder var begge kristne og blev venner, men hvor Hee-Yol var bange for at vise sin tro, delte hendes ven både sin tro og sin mad med de andre fanger. 

Hee-Yol flygtede fra Nordkorea til Kina, hvor hun blev kristen. Hun blev dog opdaget af de kinesiske myndigheder og sendt tilbage til Nordkorea, hvor hun blev fængslet, mens hun ventede på sin dom. 

”Væggene i fængselscellen var malet kulsorte, og den eneste ’luksus’ der var, var et tyndt tæppe, som vi kunne ligge på i stedet for direkte på trægulvet,” fortæller Hee-Yol. 

”Vi var ni fanger i den lille celle. Det var umuligt at ligge komfortabelt – der var kun plads til, at vi kunne ligge ned, hvis alle lå på siden. Vi måtte ikke tale sammen, og derfor lå vi med hovedet modsat vores sidemakkere, så vi lå hoved-fødder-hoved-fødder. Jeg sov på min venstre side i fire måneder, mens det var vinter – så jeg fik forfrysninger i øret, og efterfølgende var hele den venstre side følelsesløs.” 

Maden i fængslet var så elendig, at den ifølge Hee-Yol ikke engang var egnet som foder til dyr.  

”Jeg var sulten hele tiden. Min mand besøgte mig to gange. Jeg var meget glad for at se ham efter flere års adskillelse, men jeg var endnu gladere for at se den mad, som han havde med. Det fortæller noget om, hvad der skete med vores hjerner, mens vi var i fængsel – jeg var så sulten, og det var så koldt.”  

Bedetæppe i cellen 

Gud burde have hjulpet hende, så hun ikke blev fængslet, syntes Hee-Yol. 

”Jeg følte ikke, jeg kunne stole på ham, så jeg bebrejdede ham voldsomt,” siger hun. ”Men da jeg fik min endelige dom – fire års fængsel – begyndte jeg at trygle Gud i stedet for: Vil du ikke nok hjælpe mig ud herfra?” 

Hee-Yol blev forflyttet til et andet fængsel, hvor hun skulle afsone de fire år. Her var forholdene i cellerne om muligt endnu værre: 

”I en lille celle var vi 50-60 fanger. Det fælles toilet var i selve cellen, og stanken derfra trodser enhver beskrivelse. Dampene derfra gjorde, at jeg ikke kunne holde ud at have åbne øjne. Dertil kom lus, væggelus, kakkerlakker og tilmed rotter, som forstyrrede os om natten,” beskriver hun. 

En dag fik Hee-Yol en overraskelse. Hun var syg og skulle derfor blive i cellen om dagen, mens de andre fanger blev sendt ud til deres sædvanlige tvangsarbejde. Sammen med hende var et par andre kvinder, som også var for syge eller svage til at arbejde – en af dem lå tilsyneladende og rystede under et tæppe. 

”Men jeg vidste bedre. Hun rystede ikke af sygdom eller kulde. Hun bad – det kunne jeg tydeligt fornemme. Jeg var chokeret over, at jeg delte celle med en anden kristen, men det var ikke sikkert at kontakte hende på det tidspunkt. Derfor ventede jeg nogle dage, inden jeg gik hen til hende og tog hendes hænder, mens jeg hviskede: I Jesu navn beder vi. Amen.” 

Usædvanlig uselvisk 

Kvinden gav et lille spjæt fra sig og stirrede med store øjne, da Hee-Yol hilste på hende på denne måde. 

”Jeg fortalte hende, hvordan jeg vidste, hun var kristen. Hun spurgte hviskende, om jeg kendte fadervor og trosbekendelsen. Da jeg sagde ja, sagde vi bønnen og bekendelsen sammen, og derefter opfordrede hun mig til at stole på vores himmelske far, bede til ham og følge ham.” 

”Den eneste grund til, at jeg overlevede min tid i fængslet, var, at jeg kunne støtte mig til denne kvinde. Hun kendte Bibelen godt, og fortalte mig mange historier derfra, som opmuntrede mig og gav mig styrke.” 

Hee-Yol lagde derudover mærke til, at hendes nye ven var usædvanlig uselvisk. Selv om hun var lige så sulten som alle andre, gav hun ofte sin mad væk. 

“Sulten var allestedsnærværende. Vi fangede rotter og slanger og spiste dem. Mange blev syge af fejl- og underernæring, og disse syge gav min nye ven sin mad til. Hun var på ingen måde som de andre fanger – Guds kærlighed var synlig i både hendes øjne og hendes handlinger.” 

Hold din tro for dig selv 

Hee-Yols ven var også frygtløs, når det gjaldt at dele troen på Jesus med andre fanger. 

”Jeg sagde til hende, at hun måtte være gået fra forstanden. At hun blev lagt mærke til, og at hun kun havde ét liv, så hun skulle passe på. Hold din tro for dig selv, sagde jeg til hende, men hun lyttede ikke til mig. Hun blev bare ved med at tale om Jesus. Den dag i dag er jeg stadig ked af, at jeg ikke var i stand til at fortælle om min tro til andre i fængslet. Ikke engang i min vildeste fantasi, kunne jeg forestille mig det. Jeg følte, jeg var nødt til at overleve.” 

Og overleve var netop, hvad Hee-Yol gjorde. Utroligt nok blev hun frigivet efter kun to års afsoning. Men hendes ven blev beskyldt for at være kristen spion, så efter fem års ophold i fængsel, blev hun sendt til en lejr for politiske fanger. En af de lejre, man ikke vender tilbage fra. 

Artiklen er også bragt i Open Doors’ blad om Nordkorea i maj 2021. Se hele bladet her.