Fangelejren knækkede hans tro

Gentagne ophold i fængsler og fangelejre knækkede til sidst Yeong Woos tro på Gud. Først efter otte år i Sydkorea, hvor han konstant pintes af minder om livet som gadedreng og fange i Nordkorea, vendte han sig mod Gud igen. 

Som stor dreng stak Yeong Woo af hjemmefra, fordi han ikke kunne enes med sin stedmor. I flere år levede han på gaden og ernærede sig som lommetyv, inden han som 15-årig flygtede til Kina. Her blev han kristen, og begyndte sammen med andre nordkoreanere at bruge meget tid på at studere Bibelen. De næste tre år bestod således af tre-fire timers daglig bibellæsning samt daglig formiddagsfaste. Derudover blev aftenerne brug på at lære bibelpassager udenad. 

En aften besluttede Yeong Woo og nogle andre, at de ville holde sig vågne og bede hele natten. 

”Ved femtiden om morgenen var vi ved at være færdige, men i samme øjeblik, jeg sagde amen, mærkede jeg en pistol mod mit hoved, mens en stemme på kinesisk råbte: Stå stille!” 

Reduceret til et nummer 

Yeong Woo blev arresteret og sendt til Nordkorea, men fordi han ikke havde været på kant med loven før, slap han med nogle måneder i fængsel. Efter at være kommet ud, flygtede han igen til Kina, hvor han endnu engang deltog han i bibelstudier, blev forrådt, arresteret og sendt retur til Nordkorea. 

”Anden gang var jeg ikke så heldig og blev dømt til to år i genopdragelseslejr. Jeg var kun 20 år og blev chokeret over at se, hvordan de andre fanger så ud. De havde ingen lighed med mennesker. Næsten ingen kunne stå oprejst på normal vis, fordi de var så svage som følge af underernæring.” 

Før de to år i lejren var omme, blev Yeong Woo dog frigivet. For tredje gang flygtede han til Kina, hvor han igen deltog i bibelstudier, indtil han blev forrådt, arresteret og sendt til Nordkorea, hvor han denne gang kom i et fængsel, som den notorisk grusomme sikkerhedstjeneste var ansvarlig for. 

“Fra da af var jeg kun et nummer i systemet. Nummer 83. Jeg var ikke længere et menneske. Efter 14 måneder nåede jeg et punkt, hvor jeg ikke var sikker på, at jeg ville overleve. Jeg bad Gud om hjælp, og da jeg den aften faldt i søvn, drømte jeg, at mit indre menneske var i bøn til Gud, selv om mit ydre menneske lå og sov. Den drøm opmuntrede og styrkede mig og gjorde mig utrolig glad.” 

Hjælp fra uventet kant 

Tortur var udbredt i fængslet. Jævnligt hørte Yeong Woo  folk skrige, inden de mistede bevidstheden. Han blev også selv tortureret en enkelt gang. 

”Smerten fra torturen var ubeskrivelig, så da de for anden gang hentede mig til tortur, var jeg rædselsslagen. Men da jeg kom ind i rummet, hvor torturen skulle foregå, kommanderede officeren alle de andre ud. Da de var gået sagde han: Yeong Woo – se på mig.” 

Det viste sig, at officeren var en tidligere klassekammerat og ven. Han begyndte at snakke om deres fælles barndomsminder, og tortur blev der ikke noget af. Yeong Woo oplevede situationen som surrealistisk. 

”Fra da af gav min gamle ven mig ekstra rationer af mad, og hver gang vi talte sammen, sagde han: Jeg bliver ved med at tale din sag. Han spurgte mig også, om jeg havde haft kontakt til kristne i Kina, hvilket jeg ikke benægtede. Det ville have været dumt, da alle, som flygter til Kina, kommer i kontakt med kristne. Han betroede mig også, at 70-80 procent af fangerne i fængslet var kristne.” 

Det fik en tiøre til at falde for Yong Woo. Han havde undret sig over, at han ved sengetid altid hørte mumlende lyde eller endda en sang om natten fra de andre fanger. Han havde troet, de gjorde det i søvne, men nu gik det op for ham, at det var kristne, som bad og sang. 

Færdig med Gud 

Fængslet blev ikke endestationen for Yeong Woo, selv om han en periode havde troet, han ville dø der. I stedet blev han dømt til tre år og ni måneders ophold i samme genopdragelseslejr, som han tidligere havde været i.  

Der gik dog et år, inden lejren accepterede ham, for han var så svækket af fængselsopholdet, at han ikke klarede deres fysiske tjek. Ikke, at de stillede særligt store krav til fysikken – da han blev vurderet som stærk nok til lejren, vejede han kun 30 kilo. 

I lejren mistede han fuldstændig modet. 

”Jeg var kun 22 år gammel, og jeg følte, at det hele var uretfærdigt og meningsløst. Hvad havde jeg gjort forkert? Hele min dag gik med at hugge brænde, og jeg så mindst 50 personer dø, mens jeg var der. Jeg bad til Gud, men fik bare rungende tavshed som svar.” 

”På et tidspunkt fandt jeg ud af, at en af mine medfanger var kristen. Det var en svagelig og syg, ældre mand, og jeg tiggede og bad Gud om at helbrede ham og på den måde give min tro på ham ny vitalitet. I stedet døde den gamle mand lige for øjnene af mig. Da var jeg færdig med Gud!” 

Aldrig forladt 

Da Yeong Woo havde afsonet sin straf, flygtede han for fjerde gang til Kina, og denne gang fortsatte han videre til Sydkorea, hvor han hver nat havde mareridt om Nordkorea – om livet som gadedreng, fængslerne, torturen, fangelejren. Han dulmede sin smerte med alkohol, gambling, penge – alt, som kunne få ham til for en tid at glemme sin fortid. Men en dag blev mønsteret brudt.  

”Jeg havde ind imellem været i kirke, men som regel faldt jeg i søvn. Efter otte år i Sydkorea tog jeg dog et valg: Jeg gik ind til en gudstjeneste, løftede mine hænder og bad højt sammen med alle de andre. Det var min første ægte bøn i Sydkorea. Jeg spurgte Gud: Hvad er der sket med mig? Når jeg sover, har jeg mareridt, og når jeg er vågen, overvælder mine traumer mig.” 

”Pludselig hørte jeg en stemme inden i mig: Yeong Woo – jeg har aldrig forladt dig. Ordene gennemborede mig, og hele min krop rystede. Gud, tilgiv mig, råbte jeg. Så hørte jeg stemmen igen: Nu er det tid. Gå! Jeg vidste, hvad det betød. Jeg skulle på bibelskole og uddanne mig som præst.” 

Virkelig frihed 

I dag arbejder Yeong Woo som præst i Sydkorea. Han drømmer om et forenet Korea, og når det sker, er han klar. 

”Der er så mange børn i Nordkorea, som er vokset op uden en familie. Jeg ønsker at grundlægge en kirke og et børnehjem, som kan tage sig af dem. Jeg ønsker at fortælle dem, at Gud kan give dem et helt nyt liv fyldt med glæde og håb. Jeg kan næsten ikke vente med at fortælle mine landsmænd om, hvad virkelig frihed er – nemlig frihed i Gud.