Et liv i frygt – bed med kristne i Yemen
Det yemenitiske folk har været meget igennem, siden borgerkrigen brød ud i 2014. Hungersnød, fordrivelse, sygdomsepidemier og en massiv humanitær krise har påvirket yemenitterne dybt. Kristne bliver påvirket af krigens rædsler ligesom alle andre, men for dem har det også betydet øget forfølgelse fra radikale muslimer, fængsling og konstante trusler på grund af deres tro på Jesus. Yemen er nr. 5 på World Watch List 2024, hvilket gør det til et af verdens sværeste steder at være kristen.
Sidste år gav fredsforhandlingerne håb om, at volden måske ville blive reduceret, og at borgerkrigens kaos i det mindste ville stoppe. Udviklingen den seneste tid har gjort det klart, at ustabiliteten ikke stopper foreløbig. USA og Storbritannien er for nylig begyndt at bombe mål i Yemen som svar på de angreb, houthierne - en af de krigsførende parter, der hævder at have magten i Yemen - har udført på skibe i Det Røde Hav.
Myndigheder i Yemen har blokeret de fleste internationale nyhedshjemmesider, så yemenitterne må søge informationer på blandt andet YouTube og Facebook, som ikke er blokeret, for at høre om angrebene, der påvirker deres land. Nogle yemenitter ved ikke engang, at deres land giver overskrifter verden over, mens andre, der er tættere på angrebene, ved og mærker mere.
Vores partnere i regionen har talt med kristne i Yemen for at finde ud af, hvordan de klarer sig, og hvordan vi kan bede sammen med dem. For nogle kristne var bekymringerne i forvejen altopslugende, og derfor har de nye angreb ikke gjort en stor forskel. Andre er meget påvirkede af den nye situation.
"Folk er anspændte og lever i frygt på grund af den nuværende situation. Bombardementerne var meget skræmmende. Priserne på essentielle varer vil sandsynligvis også stige. Situationen er hård," fortæller en kristen mand.
Det er en ekstremt vanskelig tid for de kristne, som i mange år har været under stort pres på grund af deres tro.
"Kristne påvirkes af den øgede sikkerhed i hele landet, især i hovedstaden og andre områder, hvor houthierne bor. De regeringsledede byer er belejret, og det gør det sværere at bevæge sig rundt i landet, fordi der er flere kontrolposter, og man oftere bliver mødt med kritiske spørgsmål. Det påvirker kristnes muligheder for at kommunikere og mødes. Hver gang der er en 'ny ustabilitet' i landet, skyder priserne i vejret igen, og vores valuta forværres. Det, der sker i dag, er selvfølgelig et ekstra pres på allerede pressede kristne," forklarer en lokal kristen
På trods af udfordringen oplever de kristne også, at Helligånden stadig arbejder i og gennem dem.
"Under denne igangværende konflikt arbejder Gud mere end før!" fortæller en anden kristen til vores partnere om sine egne opleveler. "Vi ser folk stille spørgsmål og acceptere Guds ord i disse hårde dage. Bed sammen med os om, at Gud vil bruge konflikten til at skabe noget nyt i Yemen. Må Gud åbne nye døre til at tjene andre."
Netop bøn er med til at holde de kristne i Yemen oppe.
”Jeg vil gerne takke vore kristne brødre og søstre over hele verden for at bevare os i deres bønner, der er hårdt brug for dem i øjeblikket,” fortæller en anden yemenitisk kristen.
Bed for Yemen
Bed om visdom, så de kristne kommer sikkert gennem kontrolposter og dermed kan dele evangeliet med mennesker, der er klar til at lytte.
Bed om, at Gud må fjerne frygten hos de kristne, som er påvirkede af den nye konflikt og de nye angreb.
Bed om, at dem, der forfølger og presser de kristne, må opleve Guds kærlighed gennem de kristne.