’Jeg bliver hos Jesus, selvom I vil slå mig ihjel’

Kenya_2016_0100100440-2_web.jpg

“Jeg bliver hos Jesus, selvom I vil slå mig ihjel.”

Det var de sidste ord kenyanske Paul sagde, inden han blev dræbt.

Paul var lastbilchauffør i Kenya og skulle levere varer ved grænsen til Somalia. På vejen blev Paul og hans kolleger stoppet af terrorister fra Al-Shabaab, som ville have dem til at sige Shahada, den islamiske trosbekendelse. Paul var kristen og kendte derfor ikke trosbekendelsen, som terroristerne ville have ham til at sige.

”Han fortalte dem, at han ikke ville frasige sig troen på Jesus,” fortæller Pauls enke Peninah.

I stedet for at sige den islamiske trosbekendelse sagde Paul:

”Jeg bliver hos Jesus, selvom I vil slå mig ihjel, og jeg bliver hos Jesus, hvis I lader mig gå.”

Pauls kolleger kendte trosbekendelsen, sagde den og fik lov til at gå. Paul holdt fast og nægtede at sige den, så de skød ham.

Tiden efter Pauls død var udfordrende for hans enke Peninah, som blev alene med deres toårige søn Steve.

”Jeg mistede næsten min tro, fordi det der skete, var så svært for mig,” fortæller hun.

Nogle af vores partnere i Kenya mødte Peninah, da hun havde det allersværest. De har hjulpet hende med på et traumebehandlingsseminar, og de har sørget for, at hun har fået et skrædderkursus.

Det har hjulpet Peninah videre, så hun kan se lyst på fremtiden, hvor hun håber at kunne åbne sin egen tøjbutik.

Peninah har også opmuntring til andre kristne, som går igennem en svær periode:

”Vær stærk og bed. Den her situation er ikke permanent, den er en del af livets vej. Gud vil fjerne smerten, og din glæde vil vende tilbage.”

Bed for Kenya

Bed for Al-Shabaab og om, at Gud må røre deres hjerter

Bed for de enker, som fra den ene dag til den anden skal lære at klare sig selv

Bed om at Open Doors’ partnere må nå frem til de mennesker, som har mest brug for deres hjælp


Støt Open Doors’ arbejde

Du kan støtte arbejdet med traumebehandling og seminarer, som fx det seminar Peninah var på. Når du støtter, får vi mulighed for at hjælpe endnu flere, som har oplevet angreb, overfald og drab på deres nærmeste.