Pakistansk par løsladt efter 7 år på dødsgangen

Banner i Shaguftah og Shafqats hjemby, hvor der står, at den eneste rigtige straf for blasfemi er en dødsdom. Foto: World Watch Monitor, 2013

Banner i Shaguftah og Shafqats hjemby, hvor der står, at den eneste rigtige straf for blasfemi er en dødsdom. Foto: World Watch Monitor, 2013

Det katolske par Shaguftah Kausar og Shafqat Emmanuel fra Pakistan er blevet løsladt. I mere end 7 år har de siddet på dødsgangen og ventet. Både Shaguftah og Shafqat er analfabeter, men var dømt for at have sendt blasfemiske beskeder på engelsk til en islamisk imam. Det skriver World Watch Monitor.

Parret blev arresteret i 2013. En islamisk præst havde fået blasfemiske SMS’er, som han anmeldte til politiet. Efterforskningen viste, at beskederne kom fra Shaguftahs telefon. Hun kunne dog fortælle, at telefonen havde været væk i flere måneder.

Politiet var under hårdt pres fra det muslimske samfund. Derfor endte de med at presse Shafqat til at tilstå at have sendt beskederne fra sin kones telefon. I første omgang blev parret tiltalt efter en paragraf, som kunne give dem op til tre års fængsel.

Det muslimske samfund lagde igen pres på myndighederne, og tiltalen blev ændret, så Shaguftah og Shafqat kunne idømmes dødsstraf.

Den straf blev de idømt i 2014, og siden da har de siddet på dødsgangen.

Efter stort pres fra omverdenen, har Shaguftah og Shafqats sag nu været for højesteretten, som har omstødt dommen og frikendt parret. Det har været hårdt tiltrængt, for det har ikke været nemt for dem at være fængslet.

Shafqat har siddet i kørestol siden en ulykke i 2004, hvor han fik frakturer på rygraden. I fængslet har han i lange perioder kun ligget i sengen. Derfor har han fået alvorlige liggesår.

Shaguftah har forsørget sin mand og deres fire børn siden mandens ulykke. Presset ved at være fængslet og bekymringen for børnenes ve og vel har ført til, at hun har fået en depression.

Shaguftah og Shafqats historie er langt fra enestående. World Watch Monitor har flere gange fortalt historier om kristne i Pakistan, som på baggrund af forfalskede beviser, har været anklaget for blasfemi.

Bed for Pakistan

  • Bed om at Shaguftah og Shafqat må komme sig efter de voldsomme oplevelser i fængslet

  • Bed for de kristne i Pakistan, som sidder fængslet, selvom de ikke har gjort noget forkert

  • Bed for det muslimske flertal i Pakistan, som føler sig så truede af de kristne, at de planter falske beviser