”Jeg forestiller mig hver dag, at han sidder i mit skød”
Et år efter de tragiske terroreksplosioner i Sri Lanka, er mange pårørende stadig ved at finde fodfæste i deres sorg.
Traumeeksperter taler om fem sørgestadier; benægtelse, vrede, forhandling, depression og accept. Efter de tragiske tab af familiemedlemmer og venner, er mange srilankanere endnu ikke nået til det sidste og ultimative stadie, accept. Og selv for dem, som er nået til accept, vil smerten og tristheden stadig være der. Mange befinder sig stadig i en boble af depression og isolering.
Dette var også tilfældet for Kuweni, som under angrebet mistede sin 15-årige søn, Kevin. Hun havde i lang tid svært ved at tale om sin søn; ikke engang med sin egen mand. Det erfarede nogle af Open Doors’ medarbejdere i felten, da de besøgte Kuweni og hendes mand i deres hjem, hvor en stor plakat af sønnen prydede den ene væg. Open Doors’ udsendte blev budt på te og småkager, hvorefter de satte sig i stilhed i selskab med de sørgende forældre. De forsøgte sig med høflig ‘small talk’ for at bryde tavsheden og måske endda bringe smil på ægteparrets læber. Det lykkedes delvist – og derved fik de mod til at stille det spørgsmål, de gerne ville stille: ”Hvordan kan vi bede for jer?” Kuwenis mand svarede: ”Bed for min kone! Hun kan ikke acceptere vores søns død. Hun har stadig så mange ubesvarede spørgsmål”. Der blev igen stille i rummet et øjeblik, før én af Open Doors’ kvindelige medarbejdere vendte sig imod Kuweni: ”Hvad er dine spørgsmål?”. En tåre nåede at komme til syne i Kuwenis øjenkrog, inden hun svarede: ”Det er ikke spørgsmål, jeg vil have svar på; jeg savner blot min søn så forfærdeligt meget! Jeg forestiller mig hver dag, at han sidder i mit skød.”
Der var de pludselig! De ord hun ikke kunne sige til sin mand, men som han så desperat havde brug for at høre. Sorgen havde skabt en kløft imellem dem.
Den kvindelige feltarbejder flyttede bordet, som stod imellem hende og Kuweni, og rykkede sig tættere på. Hun lænede sig frem og tog fat i Kuwenis hænder og lavede små cirkelbevægelser med tommelfingrene mod hendes håndrygge. Kuweni og hendes mand var fanget i et dybt hul af sorg. Et hul så dybt, at de ikke kunne se andet end deres egen sorg. Men i dette salige øjeblik var de ikke alene. Open Doors’ team var hos dem. Ikke for at trække dem op af hullet, men blot for at holde deres hænder og trøste dem. ”Skal vi bede?” spurgte kvinden. Kuweni nikkede.
Den trøst, som Kuweni modtog i forbindelse med Open Doors’ besøg, har åbnet hende mere op. Det har skabt en bro imellem hende og hendes mand og styrket håbet om, at hun en dag vil nå til accept.